Plan om naturbadesø i Vandtårnet
V1.jpg
Foto: Illustration: Rune Brink Hansen
”Delte Vande” er en gruppe af frivillige naboer og vandentusiaster, som deler drømmen om at bringe vandet tilbage i Brønshøj Vandtårn

Repræsentanter for ”Delte Vande” skal på næste møde i Brønshøj-Husum Lokaludvalg præsentere deres projekt med en naturbadesø øverst i Brønshøj Vandtårn samt et formidlingscenter om vand, miljø og kunst og ikke bare en ”badeoplevelse”.

”Delte Vande” mødes med lokaludvalget med henblik på lokaludvalgets opbakning til projektet, så ’Delte Vande’ kan søge fonde om finansiering til realisering.

”Delte Vande’ har en drøm er at tilbyde et unikt meditativt og rekreativt rum for bydelens borgere, samtidig med formidling af nyeste viden og kunstnerisk teori om vand som ressource i verden. ’Delte Vande’ ønsker at lave den gamle vandtank om til en bæredygtig naturbadesø. Dette samtidig med, at kommunens nuværende kulturelle aktiviteter beholdes i bunden af tårnet. Projektet åbner samtidig også op for muligheden for at etablere udkigspunkt og café øverst i tårnet, mens funktioner som kunsthal og musikscene bevares forneden.

Illustration: Rune Brink Hansen

Café og udsigt
– Ved at skabe en attraktion i tårnets top skaber vi samtidig en mulighed for endelig at byde offentligheden på besøg for enden af vindeltrappen, der snor sig op i tårnets midte. På ”teknik-
etagen” under tårnets tanke vidner de store rør om tårnets historie og skaber rammerne for en rå caféoplevelse med Københavns bedste udsigt igennem de runde maritime vinduer.
Vandrer man endnu længere op, ankommer man til tårnets tag, som med det nye trædæk og et sikkert hegn hele vejen rundt, inviterer til mange timers udkig over hele København og omegn, fortæller Rune Brink Hansen fra ”Delte Vande”.

Ind i tårnets tanke
Naturbadesøen skal efter planen indrettes i vandtårnets to tanke, der oprindeligt rummede bydelens vandforsyning. Den indre tank er en cylinder med en diameter på ca. 17 meter, og her omkring løber den yderste tank i en ring af ca. 80 meter i omkreds. Begge rum er næsten 8 meter høje, fortsætter Rune Brink Hansen.

– Vandtårnet har allerede de optimale forhold, bærende konstruktion og vandtanke til at forsætte som vandmiljø. En ombygning vil derfor blot inkludere indretning af badefaciliteter og sikkerhedsforanstaltninger og adgangsforhold.

Fra adgangen på tekniketagen under tankene vil man kunne træde ind i den ydre tank, hvor der er indrettet omklædningsfaciliteter. I den ydre tank bevæger man sig rundt på en træbro, der fungerer som skillelinje mellem badesøens vandrensningsanlæg af rødder, planter og sten på bunden af tanken og badefaciliteterne over broen. Fra omklædningsrummet kan man gå rundt langs tankens ’klippevæg’ i den ydre tank, hvor man kan opleve kunst, formidling og læring om vand, samtidig med at man mærker vandet på sin egen krop. Til sidst ender man i en sauna i den ydre vandtanks modsatte ende, slutter Rune Brink Hansen.

Om projektet: www.deltevande.dk

Sådan forestiller ”Delte Vande” sig badeanlægget lige under taget. Illustration: Rune Brink Hansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top