Mangler lys på banen
Husum-Boldklub2.jpg
Boldbanen ved Husum Boldklub. Foto: Kaj Bonne
Fodboldspillerne løber rundt i halvmørke

Efter Husum Boldklub er rykket op i Danmarksserien, stilles der særlige krav til den i forvejen mangelfulde belysning af fodboldbanerne. Boldklubben har de seneste fire år arbejdet for at finde en løsning sammen med Københavns Kommune, hvilket dog ikke er lykkedes endnu. Den mangelfulde belysning vanskeliggør sigtbarheden i almindelig fodboldtræning sent om eftermiddagen og om aftenen i vintermånederne.

Formanden for Husum Boldklub henvendte sig derfor til Brønshøj-Husum Lokaludvalg med ønsket om hjælp til at løse udfordringerne med belysning af boldbanerne. Dette ønske tog Lokaludvalget med på en cykeltur i august med Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, og Teknik- og Miljøborgmesteren oplyste, at hun ville se på sagen.

I slutningen af september har Husum Boldklub igen henvendt sig til Lokaludvalget, da boldklubben endnu ikke har hørt fra forvaltningen. Formanden har derfor sendt en henvendelse herom til Teknik- og Miljøborgmesteren for at minde hende om sagen. Teknik- og Miljøforvaltningen har videresendt henvendelsen til Kultur- og Fritidsforvaltningen, da det er deres ansvarsområde. Derfor har formanden for Lokaludvalget, Hans S. Christensen, på ny fremsendt en henvendelse om sagen til Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde.

– Brønshøj-Husum Lokaludvalg vil sætte pris på, hvis du vil understøtte, at Kultur- og Fritidsforvaltningen – evt. i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen – tager kontakt til Husum Boldklub, slutter brevet til Kultur- og Fritidsborgmesteren.

Forvaltningen rører på sig
Brevet fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg har efter forlydender fået sat lidt gang i Kultur- og Fritidsforvaltningen, der er bedt om at lave en redegørelse til borgmesteren.
Det må derfor formodes, at der etableres kontakt mellem forvaltningen og Husum Boldklub for at drøfte mulighederne for at forbedre lysforholdene på boldbanerne, herunder om dette vil kræve fuldstændig udskiftning af det eksisterende lysanlæg, en justering af indstilling og lysstyrke – eller noget helt tredje.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top