Krølle Eriks 50-årsjubilæum – koncert for overflødighedshorn
Krølle-Erik-4-.jpg
Krølle Erik. Foto: presse
Fredag den 30. oktober kl. 21.00 kan sangeren og guitaristen Krølle Erik fejre sit 50-årsjubilæum som professionel musiker. Og selv om det sker i Amager Bio, så er det nok en omtale værd i lokalavisen for Brønshøj – dels må man jo sige B, når man har sagt A, og dels har jubilaren i godt og vel 30 år haft enorm betydning for musiklivet i Brønshøj – ikke kun som kunstner, men også som idémand og arrangør!

Det var således i makkerskab med Pilegårdens daværende leder, Peter Steffensen, at Krølle Erik i tiden omkring år 2000 gjorde det daværende medborgerhus, siden kulturhus på Brønshøjvej 17 til et sandt mekka for især bluesmusik. Fra København & omegn strømmede ”pilgrimmene” til stribevis af koncerter med de bedste danske bluesmusikere samt adskillige store internationale navne fra især USA og Sverige. Dertil kom så i en årrække sommerens farverige og fornøjelige dansk-svenske musikfestivaler. At Krølle Erik har et særligt drive som arrangør, forstår den, der har overværet hans energiudladninger som sanger og guitarist, og som dertil ved, at han ud over at være musiker er en sej murer!

Krølle Erik fortæller selv, at hans musikalske rejse startede i en kælder på H. C. Andersens Boulevard i efteråret 1970 i det legendariske spillested ”Imikroskopet”, hvor den da kendte Hermann Brüsch gav den unge fyr Erik Andersen det navn, som har fulgt ham siden. Op gennem 1970’erne indgik Krølle Erik i en række musikalske sammenhænge, ikke mindst med Mik Schack og bandet Van Dango.

Men det var først i tiden omkring 1980, da han kom med i Delta Blues Band, som efter optagelsen af amerikaneren Billy Cross blev til Delta Cross Band, at Krølle Erik for alvor kom ind i varmen på landsplan – dog med spillestedet Vognporten som en solid base. I tiden omkring 1990 kom albummet ”Ej Blot Til Blues”, hvor han blandt andet optrådte sammen med Lone Kellermann, Franz Beckerlee og Søren Berlev, og hvortil både Kim Larsen og Søren Kragh Jacobsen leverede sange.

25 år senere blev albummet udgivet på amerikansk af selskabet Easy Street Records i Seattle, som i den anledning inviterede Krølle Erik til USA. I de senere år har han spillet fast sammen med den legendariske sorte boogie-woogie-pianist Diz Watson, og Krølle Eriks Bluesband arbejder for tiden i Medio Sound Studie på et album.

I koncerten på fredag i Amager Bio får jubilaren selskab af en række af de mange musikalske venner, han har fået gennem 50 år, blandt andre pianisten Hans Knudsen, guitaristerne Paul Banks og Børge Biceps samt saxofonisten Hans Leonardo Pedersen og mundharpespilleren Jørgen Lang. I alt er der 17 navne på plakaten – en blueskoncert udsat for overflødighedshorn!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top