FLOWER POWER på Brønshøj Gamle Skole
Flower.jpg
Installation af blomster i den gamle skole. Foto: Susanne Te-shu Chang
Farverige blomster har fundet vej til vinduerne på Brønshøj Gamle Skole. Søndag den 1. november, kl. 17 tænder den lokale kunstner Susanne Te-shu Chang for lyset på dem og får facaden til at funkle i en mørk tid.

– Jeg bruger tit blomster i min kunst. I denne sammenhæng ikke på grund af deres sødme, men deres kraftfuldhed. Vi har alle sammen brug for lys, natur og power i den her tid. Og for noget at glæde os over og varme os ved, forklarer kunstneren. Lyset bliver tændt i den gamle skolebygning med en af bydelens bedste placeringer lige i forlængelse af, at mange har tændt lys i mørket rundt omkring i anledning af Allehelgensdag. Blomsterne på facaden er lavet med folie i varme ildfarver og blomsterne kommer til at fortsætte med at funkle og ulme i den kommende tid, mens der også bliver tænkt tanker om den gamle skoles fremtidige brug.

Susanne Te-shu Chang er for tiden ansat af Kulturhuset Pilegården og Brønshøj Bibliotek, hvor hun bl.a. har undervist i bogbinding i værkstedet i kælderen. Hun er uddannet tekstil- og billedkunstner og har tidligere udført udsmykninger for bl.a. Stadsarkitekterne, HT og Københavns biblioteker.

Alle er velkomne til at kigge forbi, når lyset tændes søndag d. 1. november kl. 17. Der vil ikke være anledning til at kigge indenfor i den for tiden tomme skolebygning, men man kan hilse på kunstneren udenfor og lune sig på lyset fra værket i vinduerne og måske et lille glas.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top