Firhændigt for fuld hammer i jazzklubben
P1060878.jpg
Under ekstranummeret ”Shake, Rattle and Roll” forlod Hans Knudsen sit stilige flygel, møvede sig op på scenen og ind imellem Tobias Leonardo Pedersen og Morten Wittrock – og så blev der sat et så bragende punktum på en kanon koncert – at det helt sikkert vil gå over i tegnsætningens historie. Foto: kv
Brønshøj Copenhagen Jazz Club fik stor succes med sin koncert i Pilegården søndag eftermiddag den 18. oktober.

I form af både med- og modspil leverede de herrer Hans Knudsen og Morten Wittrock det ene brag efter det andet, så publikum måtte frygte, at de to pianisters klaviaturer efter endt forestilling ville ligne krigsskuepladsen ved Verdun efter det næsten et helt år lange slag i 1916 – selv om Knudsen & Wittrock ”kun” spillede i godt to timer.

Netop ud fra deres ret forskellige indfaldsvinkler til tangenterne udgør Knudsen og Wittrock så spændende en duo. Knudsen er den traditionelle pianist udi New Orleans Jazz og Blues – og hvor er der mange i jazzklubben, der har nydt hans utallige besøg i Pilegården, såvel indenfor som udenfor ved petanquebanen. Man glemmer næsten, at andre jazzpianister i ny og næ har spillet de to steder.

Morten Wittrock, som bor i Vanløse – et hammerkast fra Brønshøj – er ganske enkelt Danmarks bedste rockpianist. Det før så nedladende udtryk ”klaverbokser” har han givet positiv betydning. Han er ufatteligt hurtig på fingrene – godt at den mand ikke blev lommetyv. Også han har ofte spillet i Pilegården. Og under den aktuelle koncert lokkede han den gode Knudsen til at gå med på galejen i form af lynhurtige triller og anden uro i kroppen, så Knudsen med jævne mellemrum måtte op af klaverstolen og røre benene.

At trioen kun har navn efter de to pianister – ”Wittrock/Knudsens Trio” – er forståeligt nok med tanke på, at de er dens stjerner. Men uden trommeslageren Tobias Leonardo Pedersen ville det aldrig gå – de to kamphaner ville uvægerligt ryge i tangenterne på hinanden, hvis ikke han med sine trommehvirvler forstod at holde dem på Corona-afstand fra hinanden. Og heldigvis overlod de ham af og til scenen solo, så han kunne sønderrive publikums billede af ham som en gammelmor, der sindigt sidder med sine strikkepinde, mens Knudsens og Wittrocks fingre fyger hen over deres instrumenterne som sandstorme i Sahara. Synge kan de naturligvis alle tre, eksempelvis ramte Knudsen fænomenet Fats Dominos stemme ganske godt med klassikerne ”Blueberry Hill” og ”Hello Josephine”!

Det var hovedsageligt Hans Knudsen, der præsenterede de op mod tyve numre, blandt andre ”Basin Street Blues”, ”Do You Know What It Means To Miss New Orleans” og ”Get Out of My Life Woman”, som han alle selv sang for på – samt ikke at forglemme hans smukke hyldest til sin gode ven, pianisten og guitaristen Troels Jensen, der døde den 7. juli i år. Det gjorde han ved at synge Troels Jensens kendingssang ”How Long Blues”.

Morten Wittrock satte med sin fortolkning af Lee Dorseys ”Working in the Coalmine” ekstra fut i det ellers i forvejen så sprudlende nummer, og han stod på ingen måde tilbage for 1950’ernes vanvittigt vilde pianist Jerry Lee Lewis med sin udgave af dennes ”Great Balls of Fire”!
Verdensklasse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top