Webinarer skal gøre københavnerne klogere på stress og angst
Stress-COLOURBOX10535168.jpg
Stress og angst kan betegnes som folkesygdomme. Foto: colourbox
Center for Mental Sundhed tilbyder i efteråret 10 gratis webinarer, hvor københavnerne kan livestreame en række oplæg om bl.a. stress og angst

På 10 forskellige webinarer vil psykologer fra bl.a. Center for Mental Sundhed komme med bud på, hvad man skal være opmærksom på, hvis man fx oplever stress og angst, og hvad man kan gøre for at få det bedre.

– Vores tilbud til københavnere med stress er meget efterspurgte. Jeg er glad for, at vi via de nye webinarer kan nå ud til endnu flere københavnere med gode råd om, hvordan de passer på sig selv. Særligt i en tid, hvor mange måske føler et stort pres som følge af corona, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.

Det første webinar handler netop om, hvad der er normale reaktioner på en krise som den igangværende corona-pandemi. Det kan være en hjælp i sig selv at få viden om, hvad der er en normal reaktion, og hvornår man eventuelt skal søge om hjælp, fordi uroen tager overhånd.

– Der findes ikke en bestemt opskrift, der kan bruges til at mindske stress, men ved at tale om hvilke muligheder, der er, kan vi forhåbentlig give den enkelte nogle redskaber til at komme videre. Og så vil vi også gerne forbygge stress. Når deltagerne bliver opmærksomme på de små tegn på stress, så kan de ændre kurs, før end de når et punkt, der kræver behandling, siger psykolog Solveig Wandall fra Center for Mental Sundhed.

Oplæggene bliver på nettet
Det første webinar finder sted den 29. september, kl. 20 via Microsoft Teams. Det er muligt at stille spørgsmål i chatten. Spørgsmålene vil blive besvaret efter oplægget, der varer cirka 45 minutter. For at deltage skal man have en computer, iPad eller en telefon med internetforbindelse.

Har man ikke mulighed for at være med på selve dagen, vil man efterfølgende kunne finde optagelser af oplæggene på mentalsundhed.kk.dk. Det er også her, at man finder linket til det enkelte webinar.

Webinarerne finder sted på mentalsundhed.kk.dk/webinar således:

• 29. september, kl. 20: Pas på din mentale sundhed i en corona-tid
• 6. oktober, kl. 16: Kender du tegnene på stress?
• 20. oktober, kl. 16: Lær at dæmpe din stress
• 27. oktober, kl. 20: Find balancen i dit arbejdsliv
• 4. november, kl. 16: Når angsten fylder i din hverdag
• 9. november, kl. 17: Få bugt med din angst
Der kommer yderligere fire webinarer senere på året.

FAKTA
27 procent af de voksne københavnere har et højt stressniveau. I Brønshøj-Husum er det opgjort til 29 procent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top