Spejdere samlede skrald
S.-2.jpg
Spejdere fra Husumvold i gang med at fylde en sæk med affald. Foto: Signe Larsen
World Clean Up Day ved Utterslev Mose

I forbindelse med World Clean Up Day i lørdags tog Bæverne fra KFUM-Spejderne i Husumvold allerede torsdag aftes til Utterslev Mose bevæbnet med store affaldsposer. Målet var igen i år at bidrage til Clean Up day, med et af de bedste våben; nemlig miljøbevidste børn i alderen 6-8 år.

– På vej ned til mosen talte vi om at, når nu vi var der sidste år, så kunne vi da umuligt finde ligeså meget i år, men desværre blev vi meget overraskede, tre store fyldte poser blev det til på vores tur halvejs rundt om mosen, fortæller spejderleder Signe G. Larsen.

Alle bævere deltog med stor iver, og entusiasmen var stor – næsten som at finde skatte rundt omkring. Især cigaretskodder rundt omkring bænkene blev der samlet mange af.

– Desuden fandt vi mange dåser og slikpapir. Børnene var meget forargede over fundene og det gav nogle gode samtaler om vores egen færden i og omkring naturen, siger Signe.
Udover World Clean Up Day var skraldeturen også en del af det mærke bæverne er ved at tage; Byg en bedre Verden.

– Mærket tager udgangspunkt i FN´s Verdensmål, og det kan lyde meget højtravende at en flok bævere skal beskæftige sig med FN´s Verdensmål, men i børnehøjde bliver det faktisk meget håndgribeligt, fx med skraldeindsamling og en snak om, hvad det betyder at vokse op i Danmark i forhold til andre steder på jorden. På næste bævermøde skal vi sende vores ønsker for det bedste børneliv i Danmark til Børnenes statsminister, Mette Frederiksen, slutter Signe.

Det er utroligt, hvad der bliver smidt i naturen.
Foto: Signe Larsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top