Skybrudsprojekt og bedre skolevej i Husum
Husum-Vænge.jpg
Skybrudsprojektet i Husum Vænge er gennemført i samarbejde med HOFOR . Foto: Københavns Kommune
Københavns Kommune har slået to fluer med et smæk ved at kombinere anlæggelsen af et skybrudsprojekt i Husum Vænge med en forbedring af forholdene for bløde trafikanter på Karlslundevej ud for Husum Skole.

Københavns Kommune har slået to fluer med et smæk ved at kombinere anlæggelsen af et skybrudsprojekt i Husum Vænge med en forbedring af forholdene for bløde trafikanter på Karlslundevej ud for Husum Skole. Begge projekter er nu færdiggjort, og det glæder teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen:
– Københavnske børn skal kunne komme trygt i skole, og derfor er det godt, at der nu er rettet op på forholdene ved Husum Skole. At det så samtidig kunne kombineres med en vigtig skybrudssikring er jo bare ekstra positivt, siger hun.

Ensretning og helleanlæg – og Kys og Kør
Det grønne parkareal ved Husum Vænge er gået fra at være en plan græsflade med spredte træer til et kuperet landskab med græs og vilde blomster. Det skyldes fem store bassiner, som er gravet ud i 1-2 meters dybde, og som fremover skal bidrage til at mindske risikoen for oversvømmelser, når det regner kraftigt. Håbet er, at det nye terræn også bliver en større oplevelse at færdes i for de lokale, og at området kan give nye muligheder for ude-undervisning for børnene på Husum Skole.

Samtidigt med skybrudsprojektet var Københavns Kommune på vej med et projekt, der skulle forbedre forholdene for bløde trafikanter. Da de to projekter greb ind i hinanden, blev det besluttet at udføre projekterne samtidigt, for at skabe færrest mulige gener for borgerne i området. I arbejdet med at forbedre forholdene for bløde trafikanter, er Karlslundevej blevet ensrettet mellem Kyringevej og Tjærebyvej, og der er etableret et helleanlæg, som skal fungere som støttepunkt for skolebørn, der skal krydse vejen. Helleanlægget fungerer også som afgrænsning af en cykelbane for cyklister, der cykler mod ensretningen. Ind mod Husum Skole er etableret ”Kys og Kør”-afsætningspladser, hvor forældre kan holde kortvarigt, mens de sætter deres børn af.

Skolevejsprojektet er en del af Husumforbindelsen, der skal skabe bedre sammenhæng mellem den nordlige og sydlige del af Husum og Tingbjerg. Hele Husumforbindelsen ventes at være færdig i første halvdel af 2021.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top