Regeringen afviser forsøgsordning med legalt hash
Hash-COLOURBOX1942352.jpg
Cannabis. Foto: colourbox
Københavns Kommune får ikke lov at lave et forsøg med legaliseret salg af hash. Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation havde ansøgt regeringen om tilladelse til at sætte et forsøg i gang med legaliseret salg af rusmidlet cannabis. Målet var bl.a. at få styr på bandekonflikten og sikre tryghed i byen.

Men det bliver der ikke noget af. Og det skuffer Enhedslistens medlem af Borgerrepræsentationen Gyda Heding:
– Vi har forsøgt at kriminalisere hash i 50 år. Og det har været en kæmpe fiasko. Jeg bor i Blågårdsgade og har arbejdet på Christiania de sidste otte år. Og jeg kan tydeligt se at forbuddet kun dur til at holde hånden under banderne, holde de udsatte unge væk fra rådgivning og kriminalisere voksne menneskers forbrug af et relativt ufarligt rusmiddel, siger hun. Enhedslisten vil fortsætte med at fremsætte forslaget om legalisering indtil det lykkes.

– Cannabis er et skadeligt rusmiddel. Den lange række af skadevirkninger kan få alvorlige konsekvenser for især psykisk sårbare samt børn og unge med sociale problemer, hedder det i afslaget til Københavns Kommune, der er underskrevet af sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke og justitsminister Nick Hækkerup.

Hash fremstilles af hampplanten Cannabis Sativa, hvis harpiks, blade og blomster indeholder stoffet THC, som ved rygning eller spisning giver en rus. Hash er harpiks (tørret plantesaft), som er presset sammen med plantedele og bindemiddel. Hash findes i klumper eller plader, og farven kan være sort, brun, rød eller grøn. Hash indeholder gennemsnitlig 6-8 % THC.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top