Er spejdere og naturbeskyttelse i modsætning til hinanden ?
Jeg har læst om spejderhytten og protesterne mod at fælde 90 år gamle sunde træer, og har også 3/9 ved selvsyn set, hvordan 7 tilsyneladende sunde træer nu er skåret ned til stubhøjde.

Jens Borking, Aggersvoldvej 21, medl af Enhedslisten Brh.-Husum

Jeg har læst om spejderhytten og protesterne mod at fælde 90 år gamle sunde træer, og har også 3/9 ved selvsyn set, hvordan 7 tilsyneladende sunde træer nu er skåret ned til stubhøjde.
Hvorfor kunne spejderne ikke blot få en hytte, tilpasset den lille fine park bag vandtårnet, og samtidig sikre sig et godt forhold til beboerne i området.

Ved hjælp fra en fantasifuld arkitekt få lavet et hytte-byggeri, der kan sno sig ind imellem de gamle træer og som tager hensyn til menneskene i området og samtidig sikrede et fint lille grønt område, med store smukke træer.

De fleste synes vel, at spejderne fortjener en erstatning for den 200 m2 hytte de måtte forlade, men hvorfor planlægge en 600 m2 stor sag.
Jeg ved at Enhedslistens repræsentant i lokalrådet oprindeligt har støttet byggeriet af en mindre hytte, men projektet har udviklet sig til noget, der “krævede” rydning af ca.1/3 af parken.
Jeg har hørt, at nogle af de mennesker, der oprigtigt ønsker at bevare/beskytte et lille grønt åndehul af andre er blevet kaldt en” flok hundeluftere”, “landsbytosser” og/eller ”frustrerede villaejere.” Det er godt nok skidt, hvis mennesker der prøver, at passe på den smule natur vi har i storbyen, får den slags etiketter hæfte på sig.

Jeg er ked af, at mange af os, ikke har været mere aktive i støtten til en mindelig løsning, og jeg er rigtig ked af, at den borgmester, der kommer fra mit eget parti, tilsyneladende ikke har søgt en løsning, men blot har ladet “Forvaltningen” bedømme, at der ikke behøvede en lokalplan. Jeg er ked at der ikke er kommet en klar støtte til naturbeskyttelse kombineret med en fin spejderhytte i stedet for et stort byggeri med bl.a. en 7 meter høj jernvæg.

Det er måske ikke for sent at tænke nyt, og så få forenet menneskene i området med spejderne i en venlig fælles beskyttelse af vores trængte natur. Trods de allerede nedskårne gamle træer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top