Egon Johannesen (2:4): De falske dåbsattester
Egon-Henry-Johannesen.jpg
Egon Henry Johannesen
Da den tyske besættelsesmagt indledte sin jagt på danske jøder natten til den 2. oktober 1943, var nogle etniske danskere allerede informeret derom nogle dage forinden og dermed i stand til at indlede redningen af langt de fleste af de godt 7.000 jøder, der da boede i landet, langt de fleste i København.

Dette skete først ved at finde gemmesteder til de jagtede og siden ved at gennemføre flugt over Øresund til det forjættede land, Sverige. Særligt er de danske fiskere blevet berømmet for med deres kuttere at have vovet den risikable færd over sundet. Men reelt strakte hjælpen sig over hele paletten af erhverv. På det akademiske niveau var det især læger og præster, der ydede en uvurderlig indsats – lægerne ved at skjule jøder på hospitaler og transportere dem med ambulancer – præsterne blandt andet ved at skaffe falske dåbsattester.

Præsten Egon Henry Johannesen, født i Langå den 4. august 1918, bosat i Husum og tilknyttet dette sogns kirke i 1943, hjalp netop jøderne ved at skaffe falske dåbsattester – ifølge den tidligere formand for Israels-missionen, Kai Kjær-Hansen, der for tiden arbejder på en bog om Egon. Men mens langt de fleste, der hjalp jøderne, ydede deres store og modige indsats i begyndelsen af oktober, så synes Egons hovedindsats at være sket et par måneder senere.

Som nyudklækket teolog fra Københavns Universitet i efteråret 1943 blev han nemlig først ansat som rejsepræst i Israels-missionen den 1. december samme år – og det var i denne egenskab, at han ydede sin helt store indsats. Således gengav Hans P. Pedersen følgende erindring fra sin mormor i den tale, han holdt ved Snublestensarrangementet den 29. juli 2020 ved Egons bopæl i årene 1943-44: ”Hendes fortælling om Egon Johannesen gjorde et dybt indtryk på mig: At hendes fætter Egon hjalp jøder til Sverige under krigen, at han hentede jøder rundt om i landet, som han sørgede for kunne overnatte på forskellige præstegårde, og hvor præsten forsynede dem med dåbsattester under andre navne og dermed en ny identitet, så de kunne hjælpes videre til både, der ville sejle dem over til Sverige.”(1)

Hvor vidt forskelligt hjælpen til jøderne kunne udmønte sig fremgår af historien om en ganske anden person med relation til Brønshøj – den københavnske taxachauffør Kjeldsen, som Aage Bertelsen (1901-1980) omtaler udførligt i sin ret kendte bog ”Oktober 43 – Oplevelser og Tilstande under Jødeforfølgelsen”, 1952. Bertelsen fortæller morsomt om sit første møde med Kjeldsen – ”den lille satte mand med det joviale runde, rødmossede ansigt” – der protesterede voldsom over at skulle køre mere end først aftalt.

Men Bertelsen sprang ind i vognen, smækkede døren og råbte til den vrede chauffør: ”Hold nu kæft og kør! Det her gælder mange menneskers liv.” ”Den er fin!”, sagde Kjeldsen i et fuldstændigt andet tonefald. ”Nu er jeg klar over, hvad det drejer sig om, og fra nu af kan De råde over mig helt og fuldt, nat og dag. … Jeg kender ikke meget til de jøder, men det strider s’gu mod min religion og mod min moral, at her jager man mennesker som rotter.”

Dermed blev et nært samarbejde mellem Bertelsen og den uforfærdede taxachauffør indledt. Selv under spærretid, hvor det var forbudt og dermed livsfarligt at køre, gjorde Kjeldsen det uden at kny. En aften spurgte Bertelsen i Bellevue bekymret sin ven om, hvordan han kom hjem, da spærretiden var indtrådt kl. 20.00, hvorfor det nu var forbudt at færdes udendørs. Hertil svarede Kjeldsen med en række spørgsmål og et påtaget fåret ansigtsudtryk: ”Spærretid? – Spærretid? Hva´ er det for noget? Det kender jæ ikke noget til. Jæ er dum som snot. Jæ har gået i Brønshøj kommuneskole. Hva’ forstår jæ mig på spærretid?” Og så kørte Kjeldsen til København i spærretiden. Bertelsen skriver i bogen, at han ikke siden jødernes flugt i oktober har truffet Kjeldsen og fortsætter: ”men Brønshøj kommuneskole har siden den aften rangeret meget højt i mine forestillinger om storkøbenhavnske skoler.”

Lad os efter dette muntre intermezzo vende tilbage til Egon Johannesen, der ikke kun ydede den rent akutte og praktiske hjælp til jøderne, men tillige brugte sin stilling som rejsepræst i Israels-missionen til landet over at fortælle om jødernes ulykkelige situation. Selv da hans kollega, den kendte præst og forfatter Kaj Munk, blev myrdet af en tysk terrorgruppe den 4. januar 1944 for at tale tyskerne imod, lod han sig ikke skræmme til tavshed – men måske kunne han gøres tavs på anden vis.

(1) Forfatteren og præsten Hans P. Pedersen (født 1953) har som formand for den tværkirkelige nødhjælpsorganisation ”Immigranthjælpen” selv været med til at hjælpe jøder udsat for antisemitisme årtier efter 1945 (KV: Det synes aldrig at stoppe!). Han er blandt andet kendt for bogen ”Med ryggen mod muren – Antisemitisme før og nu”, 1997.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top