Egon Johannesen (1:4):
P1060844.jpg
Lejligheden på Korsager Allé 38, 1. tv., var tænkt som den første ramme om et lykkeligt familieliv. Foto: kv
1943 – en jyde flytter til Husum

I 1943 flyttede den meget lovende unge jyske teolog Egon Henry Johannesen (født i 1918) og hans hustru til Husum, som da var under den rivende udvikling, der indledtes med landsbyerne Brønshøj og Husums indlemmelse i Københavns Kommune i 1901. Først havde man bygget villaer og etageejendomme samt et par skoler og nogle mindre virksomheder på markerne omkring Brønshøj Torv – alt imens Husum, som lå noget længere væk fra det gamle København, tålmodigt ventede på en tilsvarende urbanisering.

Således kørte der først sporvogn til Husum Torv fra 1924, Husum sogn blev først udskilt fra det store Brønshøj sogn i 1928 med kirke på Korsager Allé 14, og Husum Skole blev først indviet i 1930.

Midt under Besættelsen 1940-45 var turen kommet til for alvor at gøre brug af de langstrakte jorder, der hørte til Allégården (matrikel 14), så bydelen kunne byde de mange børnerige familier fra Nørrebro og Vesterbro samt tilflyttere fra Jylland velkommen med et omfattende byggeri i røde mursten. Først stod rækkehusene Humlevænget færdig i 1942, og året efter stod de mange treetages ejendomme, som udgør Glumsøparken, Lollikhuse og Falsterbo, klar.

Alt dette, som kranses af Bjernedevej i syd, Merløsevej & Glumsøvej i vest, Frederikssundsvej i nord og Smørumvej i øst, udgør en smuk, bred rød linje i bydelen, dog brudt midtvejs af de lige så røde bygninger Husum Vænge (først opført i 1956) og Husum Skole samt Husumparken, som man dog har ladet beholde sin grøn farve, ligesom der mellem bygningerne også er store grønne områder. De her nævnte beboelser fra 1942-43 blev tegnet af arkitekterne Svend Albinus og Poul Søgaard Petersen fra firmaet Dominia.

Forskellen på området i dag og i 1943 er i det væsentlige kun, at der dengang i stedet for Husum Vænge lå et indhegnet vildnis kaldet Botanisk Have, hvor urter, buske og træer boltrede sig lystigt uden indblanding fra mennesker – bortset fra at den da unge skolelærer (og senere kendte lokalhistoriker) Asger Fog (1920-2015) tog sine klasser med fra den i 1949-51 opførte Korsager Skole for at botanisere.

Året 1943 blev på mange måder et betydningsfuldt år for Egon Johannesen: Han blev færdig som cand. theol. med højeste karakter, blev rejsepræst og tilknyttet Israelsmissionen, som var oprettet i 1885 for at skabe dialog mellem jøder og kristne. Endelig blev han gift den 17. oktober med Astrid Ruth Fahnøe (født i 1919), og parret flyttede ind i Glumsøparken, nærmere bestemt Korsager Allé 38, 1. tv. – blot hundrede meter væk fra Husum Kirke, som frem til midten af 1970’erne var en smuk gavltakket bygning i den klassiske stil, men som da blev erstattet af den moderne kirke, vi kender i dag.

Men oktober 1943 var også den måned, hvor tyskernes rigsbefuldmægtigede Werner Best indledte arrestationen af de danske jøder – nærmere bestemt fra og med natten til den 2. oktober. Fra den 9. april 1940, da tyskerne besatte Danmark, til den 29. august 1943, hvor den danske regering gik af, fordi den ikke mere kunne samarbejde med besættelsesmagten, især fordi denne ville indføre dødsstraf mod sabotører, havde tyskerne søgt at skabe en myte om Danmark som et såkaldt mønsterprotektorat. Da nu denne boble brast, så Werner Best ingen grund til, at de danske jøder skulle være mere fredet end jøderne i andre områder, hvor Hitler herskede.

Velkendt er i store træk den redningsaktion, som mange danskere udførte med at hjælpe deres jødiske landsmænd – først skjulesteder og siden flugt over Øresund til det forjættede Sverige. Egon Johannesen viste da, at han ikke bare var en bogens begavede mand, men at han tillige var sig det kristne budskab om næstekærlighed og gerningens nødvendighed bevidst. Når dertil kom hans særlige sympati for det jødiske folk – skærpet af hans dybe studier af det gamle testamente, som blandt andet bibragte ham Københavns Universitets guldmedalje i 1941-42 for en afhandling om Ezra og Nehemias – ja, så måtte konsekvensen uvægerligt være, at han gik ind i den fredelige form for modstandskamp, som redningen af jøderne var – men ikke just dermed et virke uden risiko.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top