Desværre ingen jul i prøveboligerne
Selv de bedste ideer kan blive forsinket. Og de ti permanente prøveboliger i Tingbjerg, som Venstre foreslog i Borgerrepræsentationen og fik gennemført, bliver desværre alligevel ikke færdige i år.

Af beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Selv de bedste ideer kan blive forsinket.
Og de ti permanente prøveboliger i Tingbjerg, som Venstre foreslog i Borgerrepræsentationen og fik gennemført, bliver desværre alligevel ikke færdige i år.
Det er selvfølgelig lidt ærgerligt. For sammen med omkring 1000 nye ejerboliger skal prøveboligerne være med til at skabe en helt ny bydel. Og hvor havde jeg glædet mig til ved juletid at se de nye prøveboliger med lys i vinduerne og glade beboere.

Prøveboligerne skal være en forsmag på livet i fremtidens Tingbjerg, og her vil nysgerrige familier kunne mærke, hvordan deres hverdag i bydelen kunne folde sig ud. De familier må altså vente lidt, for første spadestik bliver formentlig først taget i foråret næste år. Det skyldes, at arbejdet med lokalplanen for hele Tingbjerg og de mange permanente boliger, er blevet forsinket.

Men i mellemtiden kan vi glæde os til tiderne, der er på vej. For Tingbjerg står over for en storstilet forandring. Prøveboligerne skal være en del af en udvikling, som løfter Tingbjerg væk fra ghettolisten. Så flere beboere kommer i arbejde og uddannelse og en negativ spiral bliver brudt.

Forhåbningen er, at de familier, som flytter ind i prøveboligerne, også vælger at flytte ind i bydelen. For der er brug for dem. Tingbjerg har brug for at tiltrække nye beboere, der er i job og kan fungere som rollemodeller i området. For mangfoldighed og integration går hånd i hånd. Men boligområder som Tingbjerg er ikke mangfoldige.
Det Tingbjerg, som jeg ser for mig, er et sted, hvor man mødes på tværs af kultur, religion og pengepung. Hvor Morten spiller fodbold med Mohammed i gården. Og hvor Samira løber på løbehjul med Signe. Men den bydel kommer bare ikke af sig selv. Den bydel skal vi bygge sammen. Med handlekraft.

Så selvom målet er, at Tingbjerg skal slettes fra ghettolisten, så skal vi huske, at ghettoplanen virker. Fordi den tager fat om problemets rod. Parallelsamfund, der lukker sig om sig selv og hvor børn får dårligere kort på hånden end andre børn i vores samfund.

Rom blev ikke bygget på én dag. Men løftet af Tingbjerg er i gang. Og de ti prøveboliger er et godt skridt på vejen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top