Budgetforhandlinger: Det gik som frygtet
Det tog ikke lang tid i år for overborgmesteren at få sin vilje. Ville man have politisk indflydelse på årets budgetforhandlinger, måtte man æde en skovsnegl i form af accept af en havnetunnel for at være med i klubben.

Af teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL)

Det tog ikke lang tid i år for overborgmesteren at få sin vilje. Ville man have politisk indflydelse på årets budgetforhandlinger, måtte man æde en skovsnegl i form af accept af en havnetunnel for at være med i klubben. Også selvom næste års budget og beslutningen om en eventuel havnetunnel ingen verdens ting har med hinanden at gøre.

Den slags magtarrogance bukker vi ikke under for i Enhedslisten, men det er rystende at se, at partier som fx SF lader sig tryne af overborgmesteren og Socialdemokratiet og nu betingelsesløst giver grønt lys til en undersøisk og kulsort motorvej i stedet for at holde fokus på klimaet. Det er svært igen at ane en grøn blok i Borgerrepræsentationen.

Da Enhedslisten blev smidt ud fra forhandlingerne, betød det samtidig, at vi ikke fik mulighed for at kæmpe for vores mærkesager i Tingbjerg, Husum og Brønshøj. Og dermed var der ikke mulighed for at sikre penge til en bemandet legeplads i Tingbjerg, som ville hjælpe til at styrke tryghed og fællesskab i området. Vi må også kigge langt efter en genåbning af to nedlagte busstoppesteder ved Hillerødmotorvejen, som ville have givet en stor del af Tingbjerg bedre og direkte adgang til Nørrebro/centrum gennem linje 250S. Det blev heller ikke til penge til sikre skoleveje ved Utterslev, Tingbjerg og Brønshøj skoler.

Budgetforhandlingerne blev overstået på rekordtid, og det giver jo sig selv, når overborgmesteren låser forhandlingerne, før de overhovedet er begyndt. På den baggrund gik det som frygtet, og dermed er der væsentligt mindre at glæde sig over i Tingbjerg, Husum og Brønshøj, end hvad der burde have være tilfældet. Og vi savner stadig en fornuftig forklaring på, hvad budgetaftalen og en havnetunnel har med hinanden at gøre, udover at Frank Jensen fik sin vilje.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top