Sommerhilsen fra Livas spejderlejr
sommerhilsen-liva-portræt.jpg
Jeg er lige kommet hjem fra min første spejderlejr med min trop fra Bellahøj 21st Barking

Jeg er lige kommet hjem fra min første spejderlejr med min trop fra Bellahøj 21st Barking.
Det har været en megafed tur med vandrestøvler og rygsæk ved Stevns Klint. Jeg har været ude i naturen i en hel uge, vi har sovet i telt, lavet mad over bål, og da trangen til en sofa meldte sig, byggede vi en pallesofa. Dagene gik med hike og madlavning, og om aftenen sad vi om bålet og snakkede og snakkede. Jeg har lært en masse nye mennesker at kende på kort tid, og vi har lært hinanden vildt godt at kende, fordi vi var sammen hele tiden. Når man er sammen på den måde i en uge, så kommer man til at snakke om alt muligt – både det som er nemt og det som er svært. Det har været dejligt at være sammen på den måde, men også lidt socialt udfordrende, altså det der med at være sammen med nogen hele tiden er faktisk lidt hårdt, så nogen gange sad jeg bare og kiggede ind i bålet.
Det tager også ret lang tid at lave mad over bål uden alle mulige køkkenting. Der skal først laves et bål, så skal det holdes i gang, og der skal hentes vand, det kræver virkelig, at man arbejder sammen, men det var vi ret gode til, og det var dejligt at sidde sammen ved bålet og nyde vores mad, som vi havde lavet i fællesskab. Jeg havde egentlig troet, at man fik kedelig mad på en spejderlejr, men det viste sig, at bålmad godt kan være gourmetmad. Vi lavede en vildt god risotto og en perfekt chokolademousse! Lækker brunch og ikke mindre end sushi på den sidste dag.
Den første dag var troppen blevet delt op i grupper med ca. 10 i hver, min gruppe skulle gå 15 km den første dag. Vi trådte til med vandreskoene og gik med god fart på, med højtaleren på fuld skrald og masser af snacks i tasken gik vi oppe på toppen af klinten, og deroppe var der solskin og hav så langt øjet rakte. Vi købte selv ind til aftensmad, havregryn havde vi med i tasken klar til at blive lavet til havregrød næste morgen. Vi skulle selv sørge for et sted at sove, vi var heldige og fandt et fint shelter til den første nat, der lå en små ti minutter væk fra et toilet, vi var trætte, da vi ankom, og aftenen sluttede vi af med en kold dukkert i havet, inden vi lagde os i soveposerne og lå og hyggesnakkede, mens vi kiggede på stjernerne. Næste dag gik turen videre igen til en ny lejrplads.
Det har været en fantastisk uge, og jeg var så dejligt træt, da jeg kom hjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top