Socialrådgiver i lægeklinikken
Pia-Tarp.jpg
Socialrådgiver Pia Tarp. Foto: ef
Lægeklinikken i Tingbjerg har siden årsskiftet fået socialrådgiver Pia Tarp tilknyttet for at yde socialfaglig støtte til patienterne

Efter en længere periode med massiv mangel på praktiserende læger i Tingbjerg, faktisk var der ingen lægepraksis i Tingbjerg i flere år, blev der i 2018 etableret en lægepraksis, der i dag har flere læger tilknyttet. Siden januar i år har også socialrådgiver Pia Tarp været at finde i klinikken i en projektstilling, der udløber med årets udgang. Efter en evaluering af ordningen vil der blive taget stilling til om denne skal fortsætte til næste år.

En del af de borgere der henvender sig i lægepraksis, har også mere socialt betonede udfordringer og her har lægerne mulighed for at henvise borgerne til samtale med Pia Tarp på hendes kontor i klinikken.

– Ofte handler det om borgere, som har brug for støtte til at strukturere og koordinere en indsats, hvor borgeren er faldet imellem to stole, og har flere sociale og personlige problemer, fortæller Pia Tarp.

Mange problemstillinger
For Pia Tarp har arbejdet i Tingbjerg givet et indblik i nogle af de sociale problemstillinger, der også gør sig gældende i et udsat boligområde som Tingbjerg med store økonomiske og sociale problemer.

– Jeg får mange sager fra lægerne i klinikken og det kan være mange forskellige forhold, borgerne gerne vil have hjælp med. Det kan fx være spørgsmål omkring bolig, økonomi, handicap, gældsrådgivning eller henvisning til andre instanser, hvor der kan ydes støtte, fortæller Pia Tarp. Det kan også være mere lavpraktiske ting som fx at benytte e-boks eller læse (og åbne) breve fra offentlige myndigheder.

Pia Tarp fortæller også, at hun tit blandt de borgere kun kommer i kontakt med er en del der i større eller mindre omfang lider af stress og depression.

Herudover arbejder Pia Tarp som bindeled for borgerne til nogle af de mange frivillige aktiviteter, der foregår i Tingbjerg, og hun tager i særlige tilfælde på hjemmebesøg, så borgerne kan få den hjælp, de har behov for.

Politisk støtte
Socialborgmester Mia Nyegaard støtter det opsøgende arbejde i Tingbjerg.
– Som samfund har vi et ansvar for ikke bare at sidde og vente på, at de mennesker, der har brug for vores hjælp, selv henvender sig. Hvis vi vil nå ud til alle dem, der virkelig har brug for os, er vi nødt til selv at opsøge dem. Det er vores socialrådgiver i Tingbjerg et godt eksempel på. Gennem sin tilknytning i lægeklinikken kommer hun i kontakt med familier, som risikerer at gå under radaren, siger borgmesteren om indsatsen i Tingbjerg.

FAKTA
Lægehuset i Tingbjerg
Midtfløjene 16

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top