Johanne Haastrup fylder 50 år
Tirsdag den 11. august fylder provst og sognepræst ved Bellahøj Kirke 50 år

Tirsdag den 11. august fylder provst og sognepræst ved Bellahøj Kirke 50 år. Allerede som 23-årig blev hun cand. theol. og i 2002 fik hun en fast stilling som præst ved Bellahøj og Utterslev Kirke efter at have arbejdet som blandt andet skolesekretær og som vikar i flere kirker.
Som 37-årig blev hun i 2008 udnævnt til provst i Brønshøj-Bispebjerg Provsti, som den første kvindelige provst Københavns Stift. Provstiet har i dag 10 lokale folkekirker.
Som provst lægger Johanne Haastrup vægt på at være lyttende, samlende og kompromissøgende. Ifølge hende handler arbejdet som provst ikke om at gennemtrumfe egne idéer, men om at stå til rådighed og hjælpe menighedsrådene, præsterne og de øvrige ansatte med at udvikle kirkerne og følge den øvrige udvikling i samfundet.
Johanne Haastrup er født og opvokset i Roskilde i en kristen familie, hvor faderen blev præst. Inspireret af ham og de spændende præster og teologer, der kom i hendes barndomshjem og diskuterede teologi og bibelske tekster valgte hun at studere teologi på Københavns Universitet.
Forkyndelsen af budskabet i Bibelen, de kristne værdier og holdninger samt at kunne yde trøst og støtte til andre er det centrale i Johanne Haastrups virke som både sognepræst og provst. Ikke noget der kun hives frem til særlige lejligheder, men en kristendom, som er en naturlig underliggende holdning i hverdagen.
Privat bor Johanne Haastrup på Håbets Allé i Brønshøj med sin kæreste og hans to teenagepiger. Hun har fra tidligere ægteskaber tre børn, hvoraf de to er voksne. Laurids døde for snart tre år siden og ligger på Brønshøj Lirkegård. Hun har også et barnebarn på to år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top