Jazzen bor godt i Brønshøj
Sommerjazzen er klar på Pilegården og der er særlige gaver til børn og unge

Når sommerferien klinger af, bliver det igen tid til den lokale jazzfestival Brønshøj Sommer Jazz. Grundet Covid-19 bliver det lidt anderledes end sidste år, og festivalen er rykket over i Pilegårdens gård, så man bedre kan styre, hvor mange der kommer.
Men det skal nok blive mindst lige så hyggeligt som sidste år, lover festivalleder Mai Seidelin. Der vil som vanligt både være lækker mad, kaffe, kage og naturligvis drikkevarer til rådighed.
I år er det Café Pilen og Brønshøj Bistro, der står for at levere herlighederne. Brønshøj Sommer Jazz anno 2020 leveres pga. Covid-19, som en mellemting mellem en koncert og en festival. Det betyder at alle billetter gælder til 2 koncerter, så publikum har mulighed for at blive hængende og nyde stemningen både under og mellem koncerterne.
– Vi er stolte af vores program i år og synes virkelig vi rammer bredt med navne lige fra den populære Cæcilie Norby til den hårdt svingende Bjarke Falgren kvartet eller Eventyrorkestret for børn. Pga Covid-19 er de udenlandske artister aflyst, men vi har da besøg af en række svenskere og et strejf fra Brasilien i orkestret Brazilian Summit.

Junglejazz for de unge
I år har Brønshøj Sommer Jazz arrangeret en koncert torsdag den 13/8 kl 20, som særligt henvender sig til det unge publikum.
Der er mange unge mennesker i bydelen som festivalen enormt gerne vil nå ud til, så derfor er koncerten også gratis.
Orkestret, der skal spille denne aften, består af fem unge århusianere, der til sammen kalder sig Abekejser. Gruppen blander hiphoppens tunge rytmer med jazzens fine harmonier og nuancer og inspirationen hentes fra nær og fjern og kodes sammen i den farverige junglemaskine. Her er ikke tale om akustisk jazz men moderne jazz tilført masser af strøm og udført på alt fra moog bass synth til elguitar. Abekejser svinger sig ubesværet fra stramme beats til legende improvisation og videre til groovy hooks. Der er helt klart plads til at man kan få en på opleveren denne aften, og skulle man være over 30 og få lyst til lidt elektrificeret jazz, så er man også velkommen.

Jazz for de små
Fredag den 14. august kl 10 til 12 åbner Signe & Brumbasserne op for hendes
magiske bog som er fyldt med sjove fællessange, sej rap og udfordrende musikalske lege for krop og stemme. Den flyvende rejse præsenterer spændende historier fortalt igennem et originalt musikalsk akkompagnement med sang og rap, kontrabas, harmonika og melodika meget mere. Koncerten er gratis.

Traditionel eftermiddag
Lørdag eftermiddag spiller to orkestre. Først Mandipira/ Lauritsen/ Gade/Frost og Bjarke Falgren Quartet.
Miriam Mandipira har været en hyppig gæst i Brønshøj over de sidste par år, og det er en stor nydelse hver eneste gang. Denne gang er det dog i højere grad et jazzorkester hun har med sig end de forrige gange, hvor det har været med bl.a. Troels Jensen, som for nyligt er gået bort.
Bjarke Falgren Quartet leverer udadvendt instrumentaljazz af højeste kaliber. Han har et rigtig godt hold med sig og musikken spænder fra traditionelle swing melodier til originale kompositioner.
Gruppen har netop indspillet et nyt album.

Brasiliansk tema
Lørdag aften bliver en helt speciel aften med brasilliansk tema.
Aftenen starter med The Brazilian Summit, som er et stort dansk/svensk/brasiliansk orkester, der præsenterer en bred pallette af brasilianske sange.
Dertil arrangerer Café Pilen grillbuffet og baren har en caipirinha-drink på menuen. Dermed mangler solen blot at danse med helt ind til festivalen afsluttes med Cæcilie Norby samme aften.

Brønshøj Sommer Jazz 2020
Foregår fra 13.-15. august i gården foran Pilegården. Man kan finde hele programmet på www.brønshøjsommerjazz.dk og hvis man vil være sikker på en plads skal man købe billetter på forhånd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top