Brønshøj Folkedanser forening anno 2020
Folkedans.jpg
Folkedans på Brønshøj Torv på plænen efter regnvejr på Kulturdagen sidste år. Foto: Jan Aagaard.
Brønshøj Folkedanser Forening har eksisteret siden 1952 - og har ingen aldersbegrænsning

– Vi danser to timer hver onsdag fra september til april, og vi har en ung nyuddannet og energisk danseinstruktør til at svinge pisken over os og så ledsages dansen af levende musik, fortæller Jan Krog Larsen, der er formand for foreningen.

Til de almindelige træningsaftener danses i almindeligt tøj og benyttes skiftesko. Danserne har kun dragt på, når de giver opvisning, men har dog også opvisning i almindeligt tøj, så det er ikke et krav for at kunne deltage, at man har en dragt.

– Vi danser danske folkedanse, hvoraf nogle er 400 år gamle. Det er vals og schottisch, polka, mazurka m.m. i form af pardanse, kvadrilledanse og kredsdanse. Vi danser det hele, selv store selskabsdanse kan indgå, fortsætter Jan Krog Larsen.

Gratis prøvetime
Jan fortæller også, at det sociale samvær er en vigtig del af foreningslivet. – I løbet af året samles vi til arrangementer som julestue, medlemsaftener og skovtur, og vi afholder også legestuer (bal), og deltager i opvisninger, stævner og festivaler også sammen med andre foreninger, siger Jan.

Brønshøj Folkedanser Forening er medlem af Folkedans Danmark, hvilket giver mulighed for at deltage i kurser og stævner arrangeret af regionerne. Her afholdes også af og til kurser i moderne dans.

– Hvis man har lyst og tør komme til en gratis prøvetime, er man velkommen fra den 2. september fra kl. 19.30-21.30 på Kirkebjerg Skole, gymnastiksal 2, annekset. Indgang via Vanløsehøj gennem porten. Se Brhff.dk for yderligere information, slutter Jan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top