Bemandet naturlegeplads i Voldparken?
Støtte fra bestyrelserne på EnergiCenter Voldparken

På vegne af EnergiCenter Voldparkens bestyrelser har Nicolaj Hvid og Karsten Brisell skrevet til politikerne iTeknik- og Miljøudvalget på Københavns Rådhus og givet fuld opbakning til forslaget om at placere en bemandet naturlegeplads på EnergiCenter Voldparken.

I Henvendelsen peger de to bestyrelser på, at EnergiCenter Voldparken gennem de sidste 12 års udvikling har etableret sig som et solidt og værdifuldt aktiv for bydelens foreninger og borgere, og at arbejdet med at definere de næste 12 års udvikling allerede er godt i gang. Det overordnede formål er, at tilflytterne til Tingbjerg-Husums byfortætning i de næste 12 år også ser EnergiCenter Voldparken som et interessant og værdifuldt aktiv – ligesom bydelens øvrige borgere gør.

Bestyrelserne finder derfor, at en bemandet naturlegeplads på EnergiCenter Voldparken er en oplagt mulighed for Københavns Kommune til at få lokale borgere og foreninger i Tingbjerg-Husum med som en aktiv aktør fra begyndelsen af den forestående byudvikling.

I sit arbejde med den videre udvikling af EnergiCenter Voldparken (ECV) indgår visionerne om en yderligere udbygning og nytænkning af ECVs stærke frivilligheds DNA, som er bygget op omkring samarbejdet med lokale foreninger og yderligere nyttedragelse af ECVs kompetencer inden for mad og sundhed på børneområdet.

Endvidere et udvidet fokus på out-door aktiviteter og events samt et bredere samarbejde med Københavns Kommunes forvaltninger, hvor ECV kan fungere som et levende laboratorium for nye tiltag.

De to bestyrelser omkring ECV er Den selvejende fond ECV (form. Nicolaj Hvid) og Udviklingsforeningen ECV (form. Karsten Brisell).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top