Ja til fortsat boligsocial indsats
tingbjergs_arkitektur_mikal_schlosser_hoej_oploesning.jpg
Del af Tingbjergs berømmede arkitektur. Foto: Michael Schlosser
Beboerne i de 8 boligafdelinger i Tingbjerg & Utterslevhuse har ved en urafstemning godkendt en ny lokal boligsocial helhedsplan

Det betyder, at der også i de næste fire år vil være en boligsocial indsats i bydelen. Den boligsociale helhedsplan arbejder blandt andet med beboerrådgivning, lommepenge- og fritidsjobs til unge, uddannelsesvejledning, familieaktiviteter og forskellige større og mindre arrangementer i Tingbjerg og Utterslevhuse.
Gert Korvig, der er leder af den boligsociale helhedsplan, er glad for resultatet af urafstemningen
– Beboerne har ved afstemningen blåstemplet vores indsats, og givet os et rigtig godt rygstød til de næste fire års arbejde. Beboerne i de almene afdelinger modtager midler fra Landsbyggefonden og kommunen til at gennemføre boligsociale helhedsplaner og er selv med til at betale for indsatserne via huslejen. Det forpligter selvfølgelig i særlig grad, siger Gert Korvig. – Vores beboere hører nok ikke til blandt de rigeste i landet, men de har alligevel truffet en kollektiv beslutning om at betale til en række sociale tilbud, uagtet at de måske ikke selv gør brug af dem. Det viser noget om den almene sektor generelt og om Tingbjerg-Utterslevhuses beboere i særdeleshed, tilføjer han.
Den boligsociale helhedsplan skal også de næste fire år medvirke til at skabe en lokal platform for samarbejde mellem boligafdelingerne, de kommunale institutioner og det frivillige foreningsliv, og vil blandt andet have fokus på at styrke nabo- & fællesskab på tværs af afdelinger, alder og etnicitet samt give områdets børn og unge de bedst mulige forudsætninger for udvikling.
Endvidere tilbydes støtte til familielivet, gennem viden og værktøjer der kan styrke familiernes muligheder i forhold til udvikling og trivsel.

FAKTA
Tingbjerg & Utterslevhuse har 8 afdelinger, 2400 lejemål og 6600 beboere.
Den boligsociale helhedsplan løber over fire år, og finansieres af Landbyggefonden (75 %), Københavns Kommune (12,5 %) og beboerne (12,5 %).
Det boligsociale team består af 12 medarbejdere og det samlede budget for de fire år er 30 mio. kr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top