En sætning støder mig
Af maler Peter V. Olsen, Ved Bellahøj Nord 6, Brønshøj

Undertegnede læser skam som regel Kaare Vissings artikler i Brønshøj-Husum Avis, de er både oplysende og interessante. Dette gælder da også artiklen fra den 8. juli.
Jeg synes dog lige der en sætning, der støder mig lidt på manchetterne. Murermester Rose var og er i besiddelse af noget så sjældent for en håndværker, som et vist intellekt! skriver Kaare Vissing. Nu er jeg selv gammel maler og håndværker, og derfor er det malere jeg kender mest til.
Dansk Malerkunsts Fader kaldes han: C. V. Eckersberg var håndværksmaler – fynboen Peter Hansen – L. A Ring – Niels Larsen Stevns – Vilhelm Lundstrøm – Kurt Trampedach, alle var de håndværkere før de blev kendte kunstnere. Forfatteren Albert Dam var noget så eksotisk som konditor oppe i Jylland. Martin A. Hansen var karl på landet, før han blev skolelærer og siden en af Danmarks store forfattere.
Erik Clausen var bygningsmaler før han blev bajads og spradebasse og senere filminstruktør, for øvrigt nærer han vist stadig en gammel kærlighed til cykelsporten. En af min generations største cykelryttere, Ole Ritter var slagter. Thorvald Stauning var tobaksarbejder! Alle de her nævnte, det er dem der lige falder mig i pennen, synes jeg nu ikke var og er helt uden intellekt. De har dog gjort noget dueligt i Danmark.

Kommentar fra Kaare Vissing:
Den i læserbrevet nævnte sentens var nu ment som en morsomhed – ganske vist en noget grovkornet, men fra min side tænkt som en drillende, godmodig ”humor” – netop som jeg kender den mellem håndværkere. Vigtigt er det for mig at betone, at intellekt og intelligens bestemt ikke er synonymer, og at ingen respekterer et gedigent og vel gennemtænkt stykke håndværk mere end jeg – og at respekten for dette er langt højere end den for eksempel er for adskillige akademikeres godt lønnede, men til tider absurde og lidet samfundsnyttige arbejdsindsats – jævnfør ordet ”juristeri”. At opremse eksempler på lærde håndværkere modsiger i øvrigt ikke mit udsagn, som jo netop ikke siger, at ”ingen håndværkere er i besiddelse af et vist intellekt”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top