Coronakrisen og Folkestrejken
KRONIK Af Kaare Vissing, Fjenneslevvej 8, Brønshøj Med deres både sympatiske og velafbalancerede kronikker i Brønshøj-Husum Avis den 22. og 29. april har henholdsvis Peter Skaarup, DF, og Pia Olsen Dyhr, SF især slået på det danske folks sammenhold, når landet stander i våde. Udgangspunktet har været den sørgeligt aktuelle og usynlige fjende, Corona-virussen. Lad […]

KRONIK
Af Kaare Vissing, Fjenneslevvej 8, Brønshøj
Med deres både sympatiske og velafbalancerede kronikker i Brønshøj-Husum Avis den 22. og 29. april har henholdsvis Peter Skaarup, DF, og Pia Olsen Dyhr, SF især slået på det danske folks sammenhold, når landet stander i våde. Udgangspunktet har været den sørgeligt aktuelle og usynlige fjende, Corona-virussen. Lad mig ud fra devisen om, at historien gentager sig drage nogle sammenligninger til en dramatisk begivenhed under Besættelsen 1940-45, som fandt sted for præcis 76 år siden: Den københavnske Folkestrejke i sommeren 1944. Dette sker velvidende, at historien naturligvis aldrig gentager sig fuldt og helt, og at man skal vare sig mod at drive sammenligningen for vidt – så hellere betone de vitterlige forskelle.
Balladen dengang begyndte mandag den 26. juni, idet den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best som reaktion på en succesfuld sabotage af Riffelsyndikatet proklamerede undtagelsestilstand i København med forbud mod udendørs forsamlinger på mere end fem personer samt spærretid gældende mellem kl. 20.00 og 5.00, således at ingen uden særlig tilladelse måtte opholde sig udendørs. Da disse skrappe foranstaltninger faldt sammen med en voldsom hedebølge, følte især de unge i de små lumre lejligheder på Nørrebro og Vesterbro sig voldsomt provokerede. Samtidig var hele den danske befolkning blevet opmuntret af de allieredes invasion i Normandiet. Man, især ungdommen, var dermed rede til at byde tyskerne trods. Mange ignorerede udgangsforbuddet, og for at tyskernes soldater og danske håndlangere ikke skulle komme for hurtigt gennem gaderne for at beskyde demonstranterne, byggede disse barrikader og lavede bål. De unge oprørere opførte sig ikke just fornuftigt – mange hundrede blev enten dræbt eller såret. Og helt sympatisk var kampen mod tyskerne da heller ikke. Under sådanne opgør følger der altid en pøbel i kølvandet på de velmenende demonstranters berettigede kamp. Om de utallige plyndringer af butikker med påståede nazistiske indehavere siger den socialdemokratiske historiker Hartvig Frisch således spydigt, at der var ”påfaldende mange tobaksforretninger” mellem de angrebne butikker. Underforstået: Pøblen går gerne efter smøger og sprut!
At tiden dog krævede andet end fornuft og besindighed havde især forfatteren Martin A. Hansen (1909-55) et skarpt blik for. Han boede dengang i Brønshøj og fulgte fra en villa nær Utterslev Mose nøje begivenhedernes gang. I sin beretning ”Juli 44” skriver han således: ”Mange beklager det meningsløse hærværk, der her og der har fundet sted, ungdommens spektakler på gaderne de første par dage, bøllevæsnet, de mange sagesløse mennesker, der har mistet liv eller førlighed på grund af andres drengestreger og dumdristighed, småplyndringer, der har fundet sted. Men uden den næsten vilde beslutsomhed, som gadens børn viste det første døgn, var strejkeviljen næppe blevet udløst hos alle.”
Man nikker genkendende – især for de vestlige demokratiers vedkommende – til de stramninger, som en lang rækker regeringer indførte for at dæmme op mod Corona-virussens spredning, og som de respektive befolkninger stort set accepterede. Og man nikker genkendende til det bristepunkt, hvor store dele af disse befolkninger mente, at nu måtte det være nok – nu måtte man ud i det fri og være sammen med sine mange venner og andre. Nødvendigt var det at finde det vanskelige balancepunkt, der på den ene side tog hensyn de særligt svage og udsatte over for pandemien, men på den anden side fik økonomien i gang igen – et punkt som endda flyttede sig efter det til stadighed ændrede smittetryk.
Især den danske regering og folketing har været dygtige til at tackle problemet. Og at nogle få, især unge mennesker, ikke evnede at efterleve rækken af fornuftige foranstaltninger, men ignorerede både Corona-virussen og myndighederne siger blot noget om en lidet sej psyke. For deres ”opgør” mod ”magthaverne” har ikke just været lige så målbevidst, som det oprør ungdommelige elementer i sommeren 1944 rettede mod den tyske besættelsesmagts terror, vold og drab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top