Veloplagt Christian Juncker genåbnede Brønshøj Borgerkro
P1060813.jpg
Christian Juncker havde for alvor det muntre hjerte med i sit onemanshow på Brønshøj Borgerkro. Til højre for ham ses krofatter Henrik Rune, som på bedste vis stod for det kulinariske. Foto: kv
Regering og myndigheder, journalister og andet godtfolk har i de forgangne måneder udtalt sig med stor bekymring om corona-virussens skadelige virkninger for alskens virksomheder og komsammen. Mig bekendt har ingen dog sat fingeren på krisens ømmeste punkt: Tørsten! Eksempelvis har alle bydelens oaser ligget udtørret hen.

Diverse genåbningen er blevet fejret på behørig vis. På Brønshøj Borgerkro skete det med manér i form af et grillparty i gårdhaven pinsesøndag den 31. maj.
Ingen ringere end Brønshøjs troubadour, Christian Juncker, stod for underholdningen med en lang række viser – de fleste skrevet af ham selv. Han indledte sin optræden med tre sange, hvoraf de to dermed fik verdenspremiere! Den første var skrevet i anledning af 100-året for Genforeningen 1920 og havde både dansk og tysk tekst:

”Læg dit hjerte i min hånd / Leg dein Herz in meine Hand”. Sin anden sang, der blev skrevet i sommeren 2002 i anledning af Anker Jørgensens 80-årsfødselsdag, introducerede Christian Juncker med en morsom beskrivelse af den tidligere statsministers beskedne lejlighed i Sydhavnen – hvor der side om side hang billeder af V. I. Lenin og bandet Gasolin på væggen. I øvrigt tog Anker – tænk ikke ilde derom – imod sin gæst kun iført underbukser (Winston Churchill kunne af og til lade sig skue af sine ansatte i en endnu mere beskeden påklædning).

Den tredje sang hed ”Kurs mod danske kyster”, der skal være titelsangen til Mikkel Beha Erichsens næste færd med sit sejlskib – en færd der altså ikke som tidligere vil have ”kurs mod fjerne kyster” – mange husker nok denne serie og Junckers sang ”Havana”. Troubadouren benyttede i øvrigt lejligheden til at slå et slag for turisme i vort eget land!

Sangen ”Havana” blev Christian Junckers store folkelige gennembrud, men han har ikke følt sig for stor til også at tage Brønshøj under kærlig behandling, efter at han flyttede til Enigheds Allé – ligger lige rundt om hjørnet fra Brønshøj Borgerkro. Således blev det for nogle år siden til ”Fra Brønshøj til Paris” og i 2019 til ”Udover Brønshøj”, som var en hyldest til 100-årsjubilaren Brønshøj Boldklub: ”Vi ved godt hvor vi bor / Vi er månen vi er solen / højt over Tingbjerg Ground …. Vi har aldrig rigtig vundet noget / men det taler sit eget sprog / at vi er det hus der aldrig går til grunde / Det har ligget her i 100 år / Det ligger her også i morgen” samt omkvædet ”Udover Brønshøj / er der ingenting”.

Da corona-krisen stadig kradsede sidst i maj, var der kun adgang for tyve gæster til det musikalske grillparty – Christian Juncker fik dem alle til at føle sig meget privilegeret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top