Pinsehilsen fra sognepræst Asser Skude
Asser.jpg
Asser Skude i Bellahøj Kirke. Foto: Asbjørn Sand
I juni måned plejer jeg at deltage i præstekjole på Folkemøde på Bornholm, hvor jeg sammen med de hjemløses organisation SAND og de hjemløses avis HUS FORBI sætter fokus på udsattes vilkår i Danmark.

For fem år siden gik vi f.eks. i procession med en åben kiste med en person i, mens Kim Larsen og Leif Sylvesters sang ”Om lidt bliver her stille” blev afspillet. Vi gik op til kirken, holdt mindeandagt på kirketorvet og bad for en bedre tid for hjemløse og vi gik tilbage igen foran scenen, hvor følget standsede op og personen i kisten rejste sig og tog bladet fra munden.

Vi ønskede at sætte fokus på den lave gennemsnits levetid for danske hjemløse, kun 51 år, og kun 34 år hvis den hjemløse kommer fra Grønland, ikke har uddannelse eller job. Næsten ufatteligt, ikke til at forstå at det er Danmark i det 21. århundrede.

Denne juni 2020 skal jeg begrave en grønlandsk fyr i trediverne samt en midaldrende dansk hjemløs, faktisk selv samme person, som lå i kisten dengang på Folkemøde 2015 og endda med samme kiste som han fik lov at få med hjem efter eventen – fremsynet som han var, realistisk som han var – om at udsatte ikke bliver gamle.

Danmark er et vidunderligt og pragtfuldt land, men der er desværre forskel på, hvem man er og hvordan man lever i Danmark. Og selvom man ikke kan lave en grundlov imod fattigdom, ensomhed, svigt, isolation og tidlig død, så kan vi måske prøve at tænke det ind fremadrettet i vores syn på hinanden, ikke kun i forhold til hjemløse, men til alle danskere, uanset rig, fattig, høj eller lav, dem vi møder på gaden, arbejder sammen med, er i familie med osv. Ingen har fortjent at ryge ud af fællesskabet. Og sker det alligevel, må vi prøve at få dem tilbage.

Pinsens budskab handler om at vi alle sammen hører til et sted. Vi er alle kaldet til et fællesskab, identitet og sammenhold – i kraft af det kristne budskab, som bringer os sammen. Det er budskabet om at ingen skal gå alene, men skal høre til et sted. Det sted er kirken, det kristne fællesskab, hvis evangelium om frelsen i Jesus Kristus bringer os sammen uanset, hvad vi kommer med. Sakramenterne sætter os fri til at elske hinanden, som det var tænkt fra begyndelsen af. Og det budskab skal vi naturligvis også gå ud med i verden med – ligesom de som blev kaldet og sendt ud pinsedag, da kirken og det kristne fællesskab blev ”født”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top