Ny præst i Bellahøj Kirke
Nadja.jpg
Nadja Overgaard Damkjær ved indgangen til Bellahøj Kirke. Foto: Åse Thuehøj
Nadja Overgaard Damkjær indsættes ved Bellahøjmessen på søndag den 28. juni, kl. 10.30.

– Jeg har forskellige kirkelige erfaringer fra Opstandelseskirken i Albertslund, hvor jeg blandt andet har undervist konfirmander, været præstesekretær og været i løntilskud, fortæller Nadja, der bor på Amager med sin mand og 1-årige søn. Nadja er ansat som barselsvikar for sognepræst Louise Miskow.

– Jeg glæder mig utroligt meget til at komme ordentligt i gang med præstegerningen, til at møde menigheden, have samtaler med dåbsforældre, pårørende ved bisættelser og hvem der kunne have behov for en sjælesørgerisk samtale. Derudover er det en drøm der går i opfyldelse, at virke i en kirke med den musiske profil som Bellahøj Kirke har og det liturgiske udtryk, der særligt præger Bellahøjmessen, siger Nadja.

I samarbejde med kirkens præst Peter Møller Jensen kommer Nadja til at stå for området ”Det søgende menneske”. Det er et felt, der passer godt til de interesser Nadja har inden for teologien. Under sin studietid har hun særligt interesseret sig for eksistensfilosofien og herunder særligt Søren Kierkegaards skrifter. Hendes speciale omhandlede Kierkegaard og Dostojevskijs roman ”Brødrene Karamazov”, og det interesseområde vil hun gøre brug af, når der arrangeres Aftenrum, fordybelsesværksted, filmklub og foredragsaftener.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top