Ingen smittede beboere på kommunens 44 plejehjem
På trods af, at København gennem hele epidemien har haft landets højeste smittetryk, er der nu ingen smittede beboere med Covid-19 på kommunens 44 plejehjem med 3350 beboere. Det glæder sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling, som dog maner til forsigtighed.

København har været og er stadig hårdt ramt af corona-epidemien, men nu er der grund til forsigtig optimisme. Kommunens plejehjem har nemlig været helt fri for smitte i to uger på nuværende tidspunkt. Der har siden den 27. maj været nul smittede beboere med corona på de københavnske plejehjem, og det glæder sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling:

– Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at inddæmme corona-virussen på vores plejehjem, og vi har udnyttet alle muligheder for at teste løbende – også vores medarbejdere. Det har været afgørende for os i kampen mod den her sygdom. Men når det er sagt, så er det her også en epidemi, som går sin gang, og vi kan kun fortsætte med at gøre vores bedste, siger hun.

Københavns Kommune har haft helt lukket for besøg fra pårørende på kommunens plejehjem, men nu åbnes der langsomt for besøg både ude og inde, dog med afstand. Indtil den 10. juni er der på kommunens 44 plejehjem 26 døde med Covid-19 ud af 3350 beboere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top