Havejazz i festivaltiden
havejazz-mai-seidelin-1.jpg
Mai Seidelin er klar til at omdanne familiens have til koncertsted. Foto: Privat
Copenhagen Jazz Festival 2020 er aflyst men en række spillesteder afholderkoncerter efter myndighedernes anbefalinger

Hele København plejer at summe af jazz i juli, men ikke på samme måde i år. Først var festivalen aflyst, men med myndighedernes nyeste anbefalinger og retningslinjer er det igen muligt at afholde koncerter med en række forholdsregler, som blandt andet betyder at alle tilskuere skal sidde ned.

– Så vi må altså ikke danse, siger jazzsangerinde og festivalarrangør Mai Seidelin som i anledning af at mange jazzkoncerter er aflyst, har besluttet at afholde koncerter i sin have på Svenstrupvej 14.

– Det er vigtigt for mig at musikken kommer ud og at vi får lov til at indleve os i musikken og drømme os væk. Især lige nu, hvor det har været en ensom og farveløs tid for mange. Jeg brænder virkelig for at formidle musikken og jeg tror på den magiske indvirkning musik har på os mennesker. Mange er slet ikke klar over hvor meget de bruger musikken i deres hverdag og hvordan de knytter mange oplevelser og epoker i deres liv til en bestemt musik, siger hun.

Og sådan besluttede Mai at hendes have, med en stor græsplæne som plejer at være familiens fodboldbane, skulle omdannes til udendørs koncertsted med bandet stående på den hævede terrasse.

– Jeg har selv alt udstyret fortæller Mai Seidelin som også har været i kontakt med Kulturministeriets hotline for at finde ud af de præcise retningslinjer til hendes koncerter.

Mai lover at det bliver rigtig havehyggeligt og at der er rigeligt plads til tilskuerne.

Koncerter for alle
Søndag den 5. juli er der to koncerter.
Først spiller Body Rhythm Factory som sidste år gav en forrygende børnekoncert på Brønshøj Sommer Jazz med trommer til alle. Nu kommer de igen i haven på Svenstrupvej 14.
Gruppen modtog i 2013 den præstigefulde YAMA Award for ”verdens bedste koncertproduktion for børn og unge” ved en ceramoni i Bruxelles.
Body Rhythm Factory er musik blandet med entertainment og publikumsinteraktioner. Så det bliver nok både musikalsk, skørt og inddragende.

Derefter bliver tonerne brasilianske med Steen Rasmussen Trio og sangerinderne Josefine Cronholm og Mai Seidelin, som fortolker sange fra den brasilianske sangskat.
Steen Rasmussen og Josefine Cronholm har sammen skabt et univers af nordisk inspireret Brasiljazz og Josefine er desuden kendt fra sit samarbejde med Marilyn Mazur og fra musikken til dramaserien Forbrydelsen.
Mai Seidelin har dedikeret en stor del af sin musikalske passion til den brasilianske musik. Mais brasilianske repertoire spænder fra den de gamle traditionelle sambaer til hendes egne numre med brasilianske tekster.

Den 11. juli bringer Tricia “Sista Teedy” Boutté New Orleans til Brønshøj. Sangerinden kommer fra en af de mest kendte musik-familier i New Orleans med bl.a. verdensstjernerne Lillian og John Boutté. Hun har de sidste mange år haft en international sangkarriere og spillet med kunstnere som Allen Toussaint, D’Angelo og Dr. John.
Med sig har hun et all-star hold med de bedste danske New Orleans-elskende musikere som byder på Blues, jazz og soul i høj international klasse.

Havejazz støttes af Dansk Musikerforbund og billetter købes via Brønshøj Sommer Jazz´s facebookside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top