Brødrene Nielsen (3:3) – Frustrationer og flugt
36-154df8e814.jpg
En sjælden pause for brødrenes gruppe i Argument Dimitrov. Forrest fra venstre ses Svend Andersen, Aage Nielsen, Kai Nielsen, Johnny Nielsen og Karl Christensen.
I sommeren 1937 indleder general Franco en offensiv mod republikanerne – afgørende støttet af bombefly fra det fascistiske Italien og det nazistiske Tyskland. Særligt hårdt går det til ved Brunetefronten ved Madrid, hvor den bare 18-årige Aage Nielsen oplever en række frustrationer i luftværnsenheden Argument Dimitrov.

Dels savner han sine brødre, der er på hospitalet, og dels har enheden fået ny kommandant, Hermann, som står for en prøjserdisciplin, der ikke just passer sig for de danske frivillige. Værst er det dog, at bomber og kugler piber om ørerne på Aage og hans kammerater. Og meget forståeligt befordrer den megen modgang Aages savn af idyllen i huset derhjemme i Husum.

Som det gælder for så mange unge krigere, der er draget til fronten fulde af optimisme, ændrede selv den modige Aage nu syn på sagen – efter at krigens gru havde løftet sløret for løgnen om krigens romantik. De heldige var dem, der som broderen Harald blev såret og dermed slap væk fra fronten. Han fandt endda nu sit livs kærlighed, Lola Serrano!

Godt krigstrætte søgte fem danskere ved Argument Dimitrov orlov i begyndelsen af august 1937, men det blev afvist af Hermann. Derfor undveg Aage en tidlig morgen sammen med Johnny Nielsen og Carl Viggo Petersen. I Barcelona lykkedes det for dem at få hyre på et engelsk tankskib, der via Middelhavet, Bosporusstrædet og Sortehavet ankom til byen Constance i Rumænien – en af Tysklands nære allierede.

De tre danskere blev fængslet, men takket være en god dansk diplomatisk indsats blev de løsladt, og kom hjem med tog den 21. september. Noget senere lykkedes det endelig Kai og Harald Nielsen at få tilkendt orlov, og dermed kom også de hjem til Danmark – Harald havde endda Lola med. Tragisk blev det dog, at hun ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark. Hun måtte derfor nødtvungent vende tilbage til Spanien, hvor hun under borgerkrigens afsluttende kaos menes at være blevet henrettet af fascisterne – for sine anarkistiske synspunkter og sit forhold til en udenlandsk soldat på republikanernes side.

Mens Kai klogeligt nok blev hjemme, tog Harald atter til Spanien, hvor han forgæves søgte efter sin elskede Lola og deltog i De Internationale Brigaders sidste kampe i borgerkrigen. I november 1938 virkede han som rejseleder for 90 skandinaviske frivillige, der skulle hjemsendes. De blev hyldet som helte, da de ankom med skib til Esbjerg den 23. november, og kort efter gentog den storslåede modtagelse sig på Københavns Hovedbanegård – et billede på forsiden af Politiken viser en del af folkemængden med Harald som en af dem, der blev båret i guldstol! Det blev dog snart ”hverdag” for ham igen, idet han for udeblivelse fra en efterårsmanøvre i 1937 måtte i Vestre Fængsel en måned!

I starten af juli 1938 stak Aage til søs igen med destination: Spanien – ikke for at deltage i borgerkrigen igen, men for om muligt at hjælpe Harald til flugt, hvis det skulle blive nødvendigt. Først i juni 1939 vendte han tilbage til Danmark. I det mellemliggende år oplevede han en ”hjemfærd”, som var den græske helt Odysseus værdig med tanke på dennes årelange genvordigheder på vej hjem med skib fra sejren i Troja til sin trofaste frue Penelope. Især med sit brev fra Oran (havneby i Algeriet) dateret 8. marts 1939 får Aage fortalt, at han ikke var blevet mere fri for bomber, end da han aktivt deltog i Den Spanske Borgerkrig.

Da han med sit skib skulle sejle ind til Alicante den 19. februar, bombede tre fascist-fly havnen så intenst, at skibet skyndsomst måtte søge til havs igen. I slutningen af måneden lå skibet i Gandia havn, hvor tre store bombardementer fandt sted. Få dage efter ankom skibet til Cartagena, hvor det stort set løb lige ind i et bombardement. Frem mod den 6. marts oplevede han og den øvrige besætning en række angreb, hvorunder den engelske båd ”African Explore” en formiddag blev ramt af en kraftig bombe midtskibs.

En halv time senere lød der flyveralarm, men denne gang gjaldt det et bombardement oppe i byen. Da Aage og den øvrige besætning vendte tilbage fra ly i et refugie (tilflugtssted) for at gå om bord på deres skib, blev de beskudt af fascister, ”så det peb og smældede omkring ørerne på os”. Om natten søgte besætningen atter ly i refugierne, på nær Aage og hans gode ven, den norske kok Olsen. De ville, blandt andet med en kikkert, se på de forskellige skyderier.

Kl. 4.00 fik de to skandinaver dog ikke brug for kikkerten, for da ”rullede et par tanks ned på kajen og gav sig til at skyde som bare ind i helvede, og så skød de med deres kanon ind i agterenden på vores båd, og da den eksploderede inde i agterpartiet, var det lige, så det rystede”. Og sådan fortsatte det med bomber og kugler en rum tid, så det næsten bliver trivielt at fortælle derom.

Alfa og Omega er, at Aage Nielsen kom velbeholden hjem til sine brødre og den øvrige familie i sommeren 1939. Der skulle dog kun gå et år, fra de tre garvede veteraner vendte hjem fra kampen på udebane mod Francos falangister (spanske fascister) til de måtte tage kampen op på hjemmebane mod Hitlers nazister.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top