Brødrene Nielsen (2:3) – Under beskydning
25-749533ac00.jpg
De tre Husumbrødre Aage, Harald og Kai i fuld uniform for den spanske republiks hær i efteråret 1936.
Da de fire unge kommunister, brødrene Harald, Kai og Aage Nielsen samt deres ven Hans Petersen, ankom til en fæstning lidt uden for Barcelona, en højborg for Spaniens anarkister, troede de sig umiddelbart blandt venner. Deres værter bekæmpede nemlig lige så indædt General Francos oprørshær, som kommunisterne gjorde det.

Tillidsfulde viste ”de fire” deres DKP-medlemskort, men ak, anarkister og kommunister anså hinanden for lige så store fjender, som de begge betragtede Franco og hans kumpaner. ”De fire” blev straks anholdt, og på vej til cellen pegede deres fangevogter ned på en gård og sagde: ”Der skyder vi kommunister!” Heldigvis hørte en af den Internationale Brigades ledere, Hans Beimler, om fængslingen og fik dem sat på fri fod for derefter at lade dem indgå i reorganiseringen af Centuria Thälmann (opkaldt efter det tyske kommunistpartis leder Ernst Thälmann, som nazisterne nu havde sat i kz-lejr).

Efter et par ugers nødtørftig militær træning blev ”de fire” med Centuria Thälmann sendt til fronten i Aragonien, hvor de skulle forsvare nogle bakkedrag og generobre et lille, men strategisk vigtigt kloster. De indgik i den samme maskingeværgruppe bestående af ni mand og fik sandt for dyden noget af en ilddåb. Deres leder, Philip, blev dræbt af en snigskytte. Harald, der var uddannet i et dansk maskingeværkompagni, overtog våbnet, men blev snart efter selv såret af splinter, da en kugle ramte hans gevær – hans ene hånd læderes alvorligt (han blev kampklar igen efter et kort hospitalsophold).

Da Centuria Thälmann blev afløst om morgenen, havde gruppen, som før slaget talte 120 mand, mistet de 55, dræbte eller hårdt sårede. Gruppens store tab og danskernes dødsforagt skabte stor opmærksomhed. Under en ceremoni den 27. oktober fik Centuria Thälmann overrakt en æresfane, La Bandera la Sangre (Blodets Fane). Journalister og filmfolk forevigede begivenheden, som derfor kunne ses i de danske biografers nyhedsjournal et par måneder senere. Med al sandsynlighed har brødrenes forældre været ”oppe” i Brønshøj og set filmklippet i den i november 1936 nyåbnede Bella Bio – og med lige dele stolthed og bekymring set i hvert fald Aage Nielsen, da det var ham, der bar fanen under ceremonien.

Snart indgik ”de fire” i en større sammenhæng, Thälmann Bataljonen, der talte cirka 500 mand. Efter en kort træning i de Internationale Brigaders hovedkvarter blev bataljonen sendt til Madrid, som Franco havde indledt et voldsomt angreb mod den 7. november. Særligt blodigt gik det til i slaget om Universitetsbyen, hvis forsvar fascisterne gennembrød den 18. november. En af bataljonens enheder blev på nær to mand totalt udslettet.

Det var her, at Hans Petersen blev hårdt såret i halsen og kæben, og deres gode ven, anarkisten Durutti blev dræbt. I dagene omkring den 1. december var brødrene på en tiltrængt orlov – imens bliver deres nære ven, Hans Beimler dræbt ved Universitetsbyen. Midt i december genvandt de Internationale Brigader noget af det tabte terræn, men efter en måneds hårde kampe havde de mistet 1700 mand.

I januar-februar blev ”de fire” tilknyttet luftværnsenheden Argument Dimitrov (opkaldt efter den bulgarske kommunist Georgi Dimitrov, som nazisterne anklagede for rigsdagsbranden i Berlin 1933 – den brand som det er ret åbenbart, at de selv påsatte). I løbet af det næste halve år faldt de tre dog fra. Den første var Hans Petersen, hvis sår i hals og kæbe snart sprang op under strabadserne, så han atter måtte under lægebehandling.

I juni 1937 blev Harald såret i begge ben, da hans batteri blev bombet. Han blev derefter overført til et skandinavisk finansieret hospital i Alcoy. At også Kai måtte på hospitalet har en mindre heroisk forklaring – han blev indlagt for gonoré. Kun Aage klarede sig helskindet gennem de mange hårde kampe det første år, ”de fire” var i Spanien.

De tre brødre og deres kampfæller i Argument Dimitrov fik i det første halvår af 1937 adskillige liv på samvittigheden – alene under et forsvar af byen Arganda syd for Madrid skød de elleve tyske Junkers Ju 52- bombefly ned. Men dels var det ikke just uskyldige mennesker, de dræbte – tværtom! Og dels reddede de med deres indsats mangefold helt uskyldige, kvinder og børn.

Man kunne derfor have ønsket, at de tre brødre med deres luftværnskanon havde deltaget i forsvaret af Guernica den 26. april 1937, hvor de fascistiske bombefly ifølge den baskiske lokalregering dræbte 1654 civile – en krigsforbrydelse som Pablo Picasso cementerede for eftertiden med sit maleri ”Guernica”, en anklage mod den moderne krigsførelses gru.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top