Ballet og opera på skoleskemaet i København
Noeddeknaekkeren_saeson1920.jpg
Nu skal københavnske børn også præsenteres for ballet. Her fra balletten Nøddeknækkeren på Det Kongelige Teater. Foto: Klaus Vedfelt
En ny samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater vil tilbyde alle københavnske folkeskoler forløb med klassisk scenekunst som opera, ballet og musik

Nu kan endnu flere elever i de københavnske folkeskoler se frem til at lære ballettrin som arabesque, grand jeté og pirouette i skolen. Udkastet til en ny samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater vil nemlig sætte scenekunsten på skoleskemaet. Det betyder, at eleverne kan blive tilbudt kortere eller længere forløb med opera, ballet og klassisk musik, hvor kunstnere og lærere blandt andet hjælper børnene med at skabe deres egne forestillinger med alt fra kostumer og kulisser til sang, dans og skuespil.

– Kulturen og kunsten skal være tilgængelig for alle københavnere – også byens børn. Derfor er det vigtigt for mig, at vi sammen med Det Kongelige Teater nu sikrer, at alle københavnerbørn får muligheden for at prøve kræfter med scenekunsten – og endda sammen med nogle af de allerbedste, siger overborgmester Frank Jensen.
Udover aftalen for skolebørn vil Det Kongelige Teater også afprøve muligheden for, at teatrets humørfyldte og involverende Pixi Forestillinger på sigt kommer Københavns dagtilbud til gode. På den måde bliver de mindre københavnerbørn også inviteret indenfor i Det Kongelige Teater til opera, ballet eller koncerter i børnehøjde.

– Mange flere skal have muligheden
– Det Kongelige Teater arbejder med en ambitiøs børnestrategi for de kommende år, blandt andet baseret på virkelig gode erfaringer med vores partnerskabsskoler i Københavns Kommune, og vi glæder os til for alvor at sætte turbo på arbejdet med at åbne kunstens verden for flere børn. Alle børn kan og skal ikke tvinges til at elske kunst – men mange flere skal have en mulighed for at opdage den, siger Kasper Holten, teaterchef i Det Kongelige Teater.

Siden 2016 er i alt 19 skoler i København blevet tilbudt forløb med scenekunst gennem den nuværende samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater, men den aftale udløber ved udgangen af 2020. Den nye samarbejdsaftale vil udvide tilbuddet til at gælde alle Københavns folkeskoler og dermed tusindvis af københavnske børn og unge.

Samarbejdsaftalen blev vedtaget på et møde i Økonomiudvalget i sidste uge og skal nu i høring i Københavns Kommunes fagudvalg, inden Borgerrepræsentationen endeligt skal vedtage aftalen til efteråret. Samarbejdsaftalen ventes at træde i kraft 1. januar 2021 og løber herefter de næste fire år frem.

FAKTA
Det Kongelige Teater har siden operaen stod færdig i 2004 fået et tilskud fra Københavns Kommune. Aftalen bliver fornyet hver fjerde år.

Med den nye samarbejdsaftale udgør tilskuddet 47,9 mio. kr. årligt i årene 2021-2024.Heraf er fem millioner kroner af tilskuddet øremærket samarbejdsaftalens fokusområder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top