Sommer trods Corona: Spis på parkeringspladsen
Fra mandag den 18. maj må restauranter og cafeer igen åbne, og jeg glæder mig! Særligt glæder jeg mig over, at vi denne sommer får langt mere udeservering

Af Astrid Aller, medlem af Borgerrepræsentationen for SF

Fra mandag den 18. maj må restauranter og cafeer igen åbne, og jeg glæder mig! Særligt glæder jeg mig over, at vi denne sommer får langt mere udeservering: Vi har nemlig netop vedtaget mit forslag om, at restaurationerne skal have lov til at inddrage gadeparkeringspladser til udeservering. På den måde kan de høje afstandskrav opretholdes uden at kundegrundlaget halveres, og på den måde kan Københavnerne med ro i sindet tage ud at spise med tryg afstand.

Restaurationsbranchen så ellers frem til en mørk sommer fuld af konkurser, fordi kravene ville betyde langt færre kunder ad gangen, og af de 8000 nye ledige København har fået siden nedlukningen gik i gang, er der en overvægt fra hotel- og restaurationsbranchen. Så da jeg fik idéen om at sikre mere udeservering ved at bruge parkeringspladserne, spurgte jeg mig for i branchen, som meldte klart ja tak.

Derfor er jeg glad for, at vi kunne blive enige om at sikre sol, sommer og udeservering til Københavnerne, så vi også har det smukke restaurantliv når coronakrisen er overstået.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top