Mamma Mia reddet – igen
Mamma-Mia.jpg
Mamma Mia på Utterslev Torv - kan fortsætte som ”det andet hjem” for mange sindslidende. Foto: ef
Socialudvalget på Københavns Rådhus har opgivet forslaget om at lukke det selvejende socialpsykiatriske samvær- og aktivitetstilbud Mamma Mia på Utterslev Torv.

Det blev besluttet på udvalgets møde onsdag i sidste uge, efter tre repræsentanter for Mamma Mia havde haft (digitalt) fremmøde for Socialudvalget.
Forslaget om lukning af Mamma Mia indgik i forvaltningens oplæg til Københavns Kommunes budget for 2021.

For et par år siden var der også forslag fremme politisk om at lukke Mamma Mia, hvor der dagligt kommer omkring 30-35 mænd og kvinder med forskellige sindslidelser, og hvor brugerne finder et fællesskab og en kollektiv forståelse for det at leve med en sindslidelse i stedet for at sidde i ensomhed i egen lejlighed.

Også dengang blev forslaget pillet af bordet, og borgerepræsentanterne Finn Rudaizky (DF) og Laura Rosenvinge (S) var også dengang aktive for at bevare Mamma Mia, hvilket også er tilfældet i den aktuelle sag.

– Mamma Mia skal selvfølgelig ikke lukke. Det er et vigtigt tilbud, og vi skal bevare kvaliteten i et fællesskab for nogle af vores mest udsatte medborgere. Og derfor skal vi ikke spare på det, siger borgerrepræsentant Laura Rosenvinge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top