Hvem siger at København skal være større…?
Lars-Nørgaard-Andersen-11-16.jpg
Lars Nørgaard Andersen. Foto: Kaj Bonne
KRONIK - Den 15-4 havde Klaus Mygind, gruppeformand på Rådhuset for SF et indlæg i BHA under overskriften: ”Kan vi tillade os at sige, at København ikke skal vokse befolkningsmæssigt?”

Af Lars Nørgaard Andersen, Bækkeskovvej 53

Den 15-4 havde Klaus Mygind, gruppeformand på Rådhuset for SF et indlæg i BHA under overskriften: ”Kan vi tillade os at sige, at København ikke skal vokse befolkningsmæssigt?”

Efter at have læst det – vidste jeg ikke om jeg skulle le eller græde… KMs argumentation var nemlig, at når nu klimaforandringerne på sigt vil gøre dele af jordkloden næsten ubeboelige, så må vi gøre plads til de overskydende mennesker(…hos os – må man formode hans vision er…).

Der har jo allerede vist sig massive problemer med at store befolkningsgrupper flygter/rejser langt væk fra deres hjemegne – den vej maner ikke til yderligere incitamenter til at pressede folk med meget forskellig etnisk, kulturel og religiøs baggrund, ankommer til Europa. Vi har heldigvis også en udbredt forståelse i Foketinget for at minimere det antal fremmede der af økonomiske og sociale grunde får lov at komme til Danmark. Mon ikke også det kun er KM der ser et scenarie for sig med store skarer klimaflygtninge ankomme til Europa/Danmark. Klimaændringer må vi løse i fællesskab og det bliver uden al tvivl et langt sejt træk. Danmark har allerede vist vejen – og mere kommer …

Værre, og mere aktuelt, er det, at der i Borgerrepræsentationen åbenbart er et udbredt ønske om at proppe endnu flere mennesker end de godt 600.000 der bor i kommunen pt, ind bag kommunegrænsen. Man hører argumenter som: ” …jeg var glad for at komme til KBH, det ønsker jeg også for andre – og mine børn…” Det er jo ikke nogen menneskeret at have krav på at kunne bo i byen. Det kan også bidrage til en skævvridning af landet, og det man kalder ”fortætning”(…i øvrigt et hæsligt ord…) gør jo kun at trafikken og mylderet på gader & stræder bliver værre end det er for tiden. Ideen om ”Lynetteholm” vil kun yderligere bidrage til mylderet af folk og trafik i byen.

Den mokken nybyggeri op alle vegne vi ser i disse år presser friarealer og grønne områder i mange dele af hovedstaden, så den snart ikke er til at kende igen. Frank Jensen, Klaus Mygind & konsorter har et stort ansvar i det jeg ikke tøver med at kalde ødelæggelsen af det København jeg kender og holder af. Jeg tror at historiens dom vil blive hård over ”fortætningens fædre”.

Det hænger også sammen med den måde nybyggeri finansieres på: man sælger byggegrunde til opskruede priser – for ”at have råd” til nyt metro-byggeri. Bagefter kan man ikke forstå ingen har råd til at bo i det nybyggeri der skyder op på forladte havnearealer og tiloversblevne industrigrunde. Sælg dog grundene til en pris der hjælper med til rimelige huslejer.

Problemerne med alt for dyre huslejer må løses ved hjælp af lovgivning for boligmarkedet som sådan, det skal ikke være en alles kamp mod alle for at rage skatteborgere til sin kommune. Et forslag kunne også være en progressiv kommuneskat så de mindste indkomster betaler mindre for at bo i byen. Så i stedet for at BR-medlemmerne ødelægger vores by med alt for tæt byggeri, så indgå i en dialog med lovgivningsmagten om en løsning for hele landet der favoriserer en alsidig beboersammensætning og ikke kun dem med mange penge.

Så mit svar til KM må blive et rungende: JA – til et stop for vildt mange flere indbyggere. Prisen er for høj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top