Markant fald i antallet af indbrud
Tyv-COLOURBOX7450904.jpg
Det er svære tider for mange grupper. Foto: colourbox
Antallet af anmeldte indbrud i private hjem er faldet markant i årets første 3 måneder. Corona-epidemien er formentlig en del af forklaringen. Flere er mere hjemme, og det gør livet surt for indbrudstyve

I første kvartal 2020 blev der på landsplan anmeldt 5.496 indbrud i private hjem. Det svarer til et fald på 16 pct. i forhold til første kvartal sidste år. I 2019 havde Danmark det laveste antal indbrud i mere end tredive år, og tendensen med færre indbrud fortsætter i starten af 2020 og forstærkes efter alt at dømme af corona-epidemien, fastslår Britt Wendelboe, der er programleder i Bo trygt.

– Det at mange har været mere hjemme end normalt, har gjort livet surt for indbrudstyvene. Ifølge politiet har nogle af de mest indbrudsplagede områder endda oplevet døgn uden indbrud. Nu bør vi forberede os på en mere almindelig hverdag. For fortsat at holde tyvene væk kan vi derfor med fordel indbrudssikre boligen. Der er også brug for, at endnu flere end i dag bliver aktive nabohjælpere, siger Britt Wendelboe.

Bo trygt arbejder for at sænke antallet af indbrud og øge trygheden i danske hjem. Bag indsatsen står TrygFonden og foreningen Realdania sammen med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

Nabohjælp under corona-krisen
Siden Danmark lukkede ned den 11. marts, har mange danskere holdt sig hjemme det meste af døgnet. Vi er mere i haven, vores biler er parkeret ved huset, og der er liv i nabolaget. Samtidig har vi set mange eksempler på godt naboskab, hvor vi har hjulpet hinanden i den her meget særlige situation, og det kan vi tage med os, når Danmark åbner mere op igen, siger Britt Wendelboe.

– Gode naborelationer er med til at give god Nabohjælp. Og god Nabohjælp er, når vi hjælper hinanden, og når vakse naboer er synlige i nabolaget og fortæller hinanden, hvis noget vækker mistanke, eller der har været indbrud. Det handler om at signalere, at her er der altid nogen hjemme, som holder øje. Nabohjælp har udviklet en app, hvor man kan arrangere feriehjælp og dele viden om indbrud og mistænkelig adfærd. 160.000 danskere har allerede taget appen i brug, og antallet af indbrud kan få endnu et nøk nedad, hvis flere tager appen til sig, siger Sarah Risbøl Jacobsen, der er kommunikationskonsulent i Nabohjælp.

I Københavns Kommune blev der i alt anmeldt 276 indbrud i beboelser i første kvartal i 2020 – mod 461 i samme kvartal i 2019.

I Brønshøj-Husum
– Siden begyndelsen af coronakrisen har vi oplevet et markant fald i antallet af indbrud i hele politikredsen, og det afspejler sig også i Brønshøj-Husum, siger politikommissær Carsten Reenberg, der er leder af nærpoliti Nordvest i Københavns Politi.

Desuden oplyser Københavns Politi, at de flere gange i 2019 har haft fokus på indbrud i Brønshøj-Husum. Der har blandt andet været gennemført tryghedsvandringer i området, og den mobile politistation har været parkeret på Brønshøj Torv, hvor forebyggelse af indbrud var et emne, politiet også diskuterede med de fremmødte borgere. Det er tiltag, politiet vurderer at indføre i løbet af 2020 alt afhængig af, hvordan kriminalitetsbilledet ser ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top