Flere penge til anlæg i København
Korsager-Skole.jpg
Korsager Skole i Husum er på listen over skolerenoveringer, der måske kan fremrykkes. Foto: ef
Kommunernes Landsforening og regeringen har indgået en aftale om initiativer vedrørende kommunernes økonomi i lyset af COVID-19, der blandt andet betyder en afskaffelse af anlægsloftet. Anlægsloftet har betydet, at der har været en maksimal grænse for kommunernes adgang til at bruge penge til anlæg – uanset hvor mange penge kommunen har i pengekassen.

Den nye aftale medfører, at det såkaldte anlægsmåltal i 2020 gives frit, og kommunerne kan dermed frit gennemføre projekter, der afsluttes i 2020. Baggrunden er at gøre det muligt for kommunerne at understøtte virksomhederne ved hjælp af offentligt indkøb.

Økonomiudvalget på Københavns Rådhus har godkendt annulleringen af anlægsloftet for anlægsudgifter i 2020 og godkendt, at udvalgenes anlægsmåltal i 2021 løftes med 690 mio. kr. til i alt 3.985 mio. kr.

Politikerne og forvaltningerne i København har også set på hvilke anlæg, der eventuelt kan rykkes frem, og her er nævnt blandt andet en helhedsrenovering af Korsager Skole til 6 mio. kr. i 2020 og 32. mio. kr. i 2021 samt en helhedsrenovering af Tingbjerg Skole til 10 mio. kr. i 2020 og 54 mio. kr. i 2021.

Muligheden for at fremrykke den planlagte fortsatte renovering af skoler i København glæder børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen. – Det vil komme til at få en meget konkret og håndgribelig betydning for mange elever og lærere. Nogle af vores skoler og tilbud har trængt til renovering i en grad, så det har påvirket undervisningen og trivslen, og det er dem, vi skal give højest prioritet med denne åbning, siger Jesper Christensen.

Den endelige beslutning om hvilke beslutninger, der skal fremrykkes, træffes af Borgerrepræsentationen på møder i slutningen af april samt i juni.

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen glæder sig over udsigten til fremrykning af renovering af skoler. Foto: ef

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top