Suhr generalprøve for Brønshøj
Hillerød-fodboldJPG.jpg
Rasmus Surh (Nr.94) scorede hattrick mod Brønshøj i træningskampen på Right To Dream Park i Farum. Foto: Christian Haslund
Hillerøds Rasmus Suhr blev den store profil, da Brønshøj Boldklub (BB) spillede den sidste træningskamp inden forårspremieren. Angriberen, som i vinterpausen er skiftet fra Holbæk, stod nemlig for et flot hattrick mod ”Hvepsene”

Kampen blev afviklet på kunstgræsset på Right To Dream Park i Farum, hvor man ligeledes testede video-dommersystemet VAR, som var et fint supplement til dommer Anders Poulsens kendelser, da systemet først virkede med 20 minutters forsinkelse. Det rapporterer BB’s udsendte medarbejder Christian Haslund.

BB-spillerne virkede ikke klar til opgaven, og allerede efter fire minutter fik Hillerød den første chance, da Tobias Vistisen forsøgte sig med et hovedstød, som blev headet i jorden, men over mål.

Minuttet senere blev det dog ikke ved truslen, da Rasmus Suhr var på pletten. VAR-systemet måtte i aktion, da der var mistanke om offside, men scoringen efter blot fem minutters spil blev godkendt efter nogen ventetid.

Tre minutter senere var Suhr på pletten efter et gennembrud i højre side. Kasper Vilfort reddede i første omgang, men igen var Rasmus Suhr på pletten, hvilket betød, at BB var bagud med 0-2 efter mindre end 10 minutters spil.

Efter 20 minutters spil fik ”Hvepsene” endelig deres første mulighed i kampen, da Jamil Fearington headede på mål, men en flot redning forhindrede dog en scoring. Efterfølgende var Kevin Bechmann Timm tæt på at reducere, da hans langskudsforsøg ramte undersiden af overliggeren.

Mål til Hillerød efter 30 sekunder
Mere blev det dog ikke til før pausen, mens det igen var Hillerød, der var bedst i starten af 2.halvleg. Allerede efter 30 sekunder fuldbyrdede Rasmus Suhr nemlig sit hattrick, da han alene med målmand Vilfort kunne sende bolden i nettet til 3-0.

Herefter gik der træningskamp i den, og Hillerød-spillerne trak sig naturligt nok lidt tilbage på banen. BB-spillerne havde bolden meget, men formåede dog ikke at omsætte dominansen til chancer eller mål. Faktisk var det Hillerød, der var tættest på yderligere scoring, da et behjertet forsøg ramte stolpen.

Kampen sluttede derfor 0-3, og både resultatet og det spillemæssige niveau indikerer, at der er noget at arbejde med for træner Michael Madsen og spillerne inden forårspremieren ude mod Helsingør fredag aften.

Brønshøj Boldklub meddeler i øvrigt, at der er ledige pladser i bussen, hvis man ønsker at støtte holdet i kampen mod Helsingør. Derudover afholder klubben bankospil torsdag den 5. marts kl.18.30 på Ruten 2 i Brønshøj.

Hillerød – Brønshøj: 3-0 (2-0)
Opstilling – Brønshøj:
Kasper Vilfort – Dawda Ngum, Jamil Fearrington, Jeffrey Ofori, Nicolai Clausen – Frederik Nørrestrand (50. Simon Richter), Jacques Bang Sørensen (79. Andreas Christensen), Lars Emil Juel Andersen (67. Casper Löween Jensen), Lucas Petersen, Festim Mustafi (63. Devrim Sahin) – Mads Rønne (29. Kevin Bechmann Timm)
Mål:
1-0: Rasmus Suhr (6.)
2-0: Rasmus Suhr (9.)
3-0: Rasmus Suhr (46.)
Advarsler:
Lucas Petersen (44.) og Kevin Bechmann Timm (82.)
Dommer:
Anders Poulsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top