Politikerne holder møder digitalt
brsalen.jpg
Borgerrepræsentationens mødesal, også kaldet Borgersalen, på Københavns Rådhus. ”Retfærd Raadets Ære” står der på skranken foran formandens plads. Foto: københavns Kommune
Selvom Covid-19 har lukket store dele af Danmark ned, lever demokratiet videre i Københavns Kommune. I sidste uge var der møde i Københavns Borgerrepræsentation, og for første gang foregik det virtuelt

I Københavns Kommune arbejder de kritiske funktioner på fuldt blus, mens rigtig mange medarbejdere arbejder hjemmefra for at løse alle de opgaver, der fortsat skal varetages, også under Corona-krisen. Det gælder også de 55 borgerrepræsentanter, da der i torsdags blev afholdt møde i Borgerrepræsentationen – for første gang digitalt.

– Samtidig med at Københavns Kommune arbejder på højtryk for blandt andet at passe ekstra godt på vores ældre, syge og udsatte borgere, skal vi også sikre, at de demokratiske beslutningsprocesser kan fortsætte på trods af de svære omstændigheder, siger overborgmester Frank Jensen.

Normalt samles Borgerrepræsentationens medlemmer i mødesalen på Københavns Rådhus, når politiske sager skal behandles, men i torsdags var mødesalen byttet ud med den digitale platform Microsoft Teams. Og københavnerne kunne som altid følge med, når mødet blev live streamet på kommunens hjemmeside.

Møder i kriseledelsen
Hver anden dag mødes politikere og embedsmænd i Københavns Kommunes kriseledelse i forbindelse med den aktuelle coronakrise. Mødet foregår digitalt og har deltagelse af samtlige borgmestre, de administrerende direktører fra forvaltningerne samt beredskabschefen. Her drøftes og træffes beslutninger om særlige tiltag i Københavns Kommune, der skønnes nødvendige i situationen.

Overførselssagen delvist udskudt
Efter planen skulle drøftelser og beslutninger omkring den såkaldte overførselssag have været afsluttet på nuværende tidspunkt. Ved overførselssagen fordeles det kommunale overskud fra året før, men den nuværende krise har medført, at der sker en delvis udsættelse af, hvad pengene skal bruges til.

I første omgang er politikerne blevet enige om at bevilge penge til forhold, der ikke kan bære en yderligere udsættelse – de såkaldte ”need to” projekter. Det forventes, at det allerede i løbet af denne uge offentliggøres, hvilke projekter der tilgodeses i første omgang.

I næste ombæring behandles fordelingen af restmidlerne til de såkaldte ”nice to” projekter, der omfatter forhold, der kan være gode og udviklende for kommunen.

FAKTA
Møderne i Borgerrepræsentationen afholdes ca. hver tredje torsdag. Møderne er åbne for offentligheden, dog kan Borgerrepræsentationen behandle en sag for lukkede døre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top