IF Stadion tæt på ny fiasko
Henrik-Schlichter.jpg
Målmand Henrik Schlichter (rød trøje) diskede op med en afgørende redning i de sidste sekunder af kampen mod Korsør. Foto: Thomas Løser.
Trods en sikker føring på fem mål med fem minutter tilbage, var IF Stadion tæt på at sætte det hele over styr mod Korsør

Hjemmeholdet fra Vestsjælland havde endda alle tiders mulighed for at udligne hjemme i Storebæltshallen, da man havde en åben afslutningsmulighed fra højre fløj med blot ti sekunder tilbage af kampen søndag eftermiddag, men målmand Henrik Schlichter reddede på formidabel vis de to point med hjem til hovedstaden.

Dermed kom man trods alt tilbage på sejrskurs efter sidste uges nederlag til topholdet SUS Nyborg, og den smalle etmålssejr på 22-21 betyder nu, at man er næsten sikre på andenpladsen i rækken.

Kun store nederlag i de tre resterende kampe i 2.division og ditto sejre til Taastrup kan skubbe IF Stadion en placering længere ned.

Det holdt som nævnt lidt for hårdt i søndagens kamp mod Korsør, og cheftræner Thomas Schou måtte nok en gang ærgre sig over, at hans bærende kræfter ikke levede op til det niveau, man nu ikke har set siden kampen mod Næstved d. 2. februar.

– Jeg har indkaldt spillerne til et møde, så vi kan få rettet op på, at vi hverken kan løbe ligeud eller kaste tre afleveringer til hinanden. Det ser ud som om, spillerne har en tung sandsæk på skuldrene. Der mangler sammenhæng i spillet, og vi burde have været i kontrol mod et hold, som var dårligere end vores, skumlede Thomas Schou efter søndagens kamp.

Profiler virker tyngede
Som nævnt har holdets profiler virket tyngede i de seneste tre kampe, hvor man i gennemsnit blot har scoret 21 mål. Til sammenligning scorede man over 32 mål pr. kamp i de tre kampe der kom inden den nuværende stime.

Michael Jensen på stregen er i decideret scoringskrise, og han blev således noteret for 0 mål (!) mod Korsør, mens Casper Wager ramte kun plet på hvert tredje forsøg. Endelig har man problemer med at score mål på det, der ofte har været IF Stadions varemærke, nemlig kontraspillet. ”Traktor-kontra-fasen”, som Thomas Schou udtrykker det…

Han påpeger dog, at truppen i denne afgørende fase af sæsonen er udfordret af skadede og fraværende spillere. Det betyder, at der bliver trukket store veksler og givet (for) meget spilletid til de bærende kræfter, som dermed både bliver mere trætte og ekstra udsatte for skader. I den kommende uge spiller man pokalkamp mod HØJ Ølstykke-Jyllinge fra rækken over IF Stadion, mens næste ligakamp står mod Køge hjemme i EnergiCenter Voldpark-Hallen den 15. marts kl. 14.30. En sejr her sikrer definitivt andenpladsen i rækken og dermed adgang til playoff-slutspillet, som indledes i slutningen af måneden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top