Fra Brønshøj til Himalaya
Louise-Theil.jpg
Louise Theil fra Brønshøj har allerede trænet hårdt for at være i form til den forestående rejse til Himalaya-bjergene. Foto: Privat
Louise Theil fra Brønshøj skal sammen med 59 andre danskere bestige Tsergo Ri toppen i det høje Himalaya via initiativet Climb for Charity

Formålet er at samle midler ind til Børneulykkesfonden initiativ Legeheltene. Og så har rejsen en særlig personlig betydning, der handler om at sige mere ’JA’.
Det skriver Louise Theil i en pressemeddelelse.

Den 11. marts 2020 drager et hold bestående af 60 personer afsted for at bestige Tsergo Ri i det høje Himalaya. Med turen til Himalaya skal Louise sammen med sit hold indsamle midler til Børneulykkesfonden og Legeheltene, der skal skabe aktiv leg og bevægelse for indlagte børn i Danmark og give dem et frirum fra sygdom.
-Som mor til to, kunne jeg ikke finde noget bedre formål end Legeheltene. Det minder mig om, hvor ufattelig privilegeret jeg er over min helt almindelige hverdag med raske teenagere, madpakker, fyldt opvaskemaskine og snavset vasketøj”.

Viljestyrke og udholdenhed
Holdet skal nå toppen af det 4.985 meter høje Tsergo Ri i Langtang. Her skal deltagerne igennem den skjulte Langtang-dal på grænsen til Tibet, gennem frodige floddale og yakoksens land, for til sidst at ende på toppen af Tsergo Ri. Det kræver både viljestyrke og udholdenhed at nå toppen af bjerget, og forinden turen har Louise derfor trænet målrettet og ambitiøst for at opbygge styrke til turens udfordringer.

”Derudover har turen op ad bjerget en stor personlig betydning for mig. Den handler om at vende tilbage til mig selv og vælge livet langt mere til. Efter en periode med tristhed og følelsen af at være ’ude af mig selv’, besluttede jeg mig for at dedikere sidste år til at sige JA til næsten alt. Så da to veninder spurgte, om jeg ville med til Himalaya i marts 2020, sagde jeg JA med det samme. I det år, der er gået, har jeg vendt mit liv temmelig meget på hovedet. Så at stå der på toppen af verden i knap 5000 m højde og råbe ’Jeg gjorde det, sgu!’ bliver det smukkeste og vildeste udråbstegn på min personlige rejse”.

Lokal indsamling til fordel for Legeheltene
Deltagernes indsamling til Børneulykkesfonden og Legeheltene foregår bl.a. via en række indsamlingsevents og donationer fra virksomheder. Derudover er det muligt for venner, familie og virksomheder at blive ”højdemetersponsor” ved at donere et beløb for hver højdemeter, som Louise bestiger.

Sådan kan du støtte Louises indsamling:
-Bliv højdemetersponsor: Som højdemetersponsor støtter du deltagerens indsamling med et beløb mellem 2 ører og 2 kr. pr. højdemeter, deltageren tilbagelægger.

-Støt indsamlingen via Mobilepay: Her bestemmer du selv beløbet og giver samtidig donationen med det samme. Deltagerens MobilePay-nummer er: 416364

-Støt med et virksomhedssponsorat:
Virksomheder kan støtte med forskellige støttepakker.
Læs mere på www.climbforcharity.dk

HH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top