I alt blev der uddelt priser i 10 forskellige kategorier, hvor det primære parameter var, at vinderen skulle have gjort en forskel. Og det havde Husum Support tydeligvis gjort i sin støtte til klubben, som topper rækken og dermed ligger til oprykning til danmarksserien.
Manden bag Fodboldprisen og firmaet Fodboldstudier.dk, som er Danmarks største uafhængige viden- og inspirationscenter for dansk fodbold, hedder Søren Uhd Pedersen. Han stod selv for overrækkelsen af prisen til repræsentanterne fra Husum Support. Han udtalte i forbindelse med overrækkelsen at:
– Fodboldprisen handler om kærligheden og passionen til fodbolden. Ikke om, hvem der har vundet flest kampe, fået flest point eller rykket op flest gange. Prisen hylder fundamentet i dansk fodbold, og alle dem der er i og omkring klubberne fordi de elsker fodbold og livet i klubberne, sagde han til de godt 150 fremmødte til arrangementet.
Der blev afgivet mere end 30.000 stemmer i de 10 kategorier til årets prisuddeling.