Finn Rudaizky banker løs på en åben dør
Finn Rudaizky fra DF skriver her i avisen den 4. marts, at det måske snart er ”slut med flere kunstgræsbaner i Brønshøj”.

Af kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Franciska Rosenkilde (Å)

Finn Rudaizky fra DF skriver her i avisen den 4. marts, at det måske snart er ”slut med flere kunstgræsbaner i Brønshøj”. Det er imidlertid ikke tilfældet. Fremover vil vi fortsat etablere kunstgræsbaner i Københavns Kommune, men ikke som vi kender dem i dag med det sorte gummi-infill.

I Kultur- og Fritidsudvalget har vi nemlig allerede besluttet, at vi i forbindelse med udskiftning eller anlæg af nye kunstgræsbaner skal teste alternative former for infill – altså det materiale, som ligger på banerne. Det gør vi, fordi vi vil arbejde mere ambitiøst med miljøaspektet ved byens kunstgræsbaner.

Derfor banker Finn Rudaizky også løs på en åben dør, når han mener, at vi ikke længere skal løbe rundt på fodboldbaner med plastic. Det materiale, vi tester til fremtidens kunstgræsbaner, vil være af naturmaterialer som kork eller sukkerrør – eller helt uden infill. Det sikre valg er ikke fodboldbaner af naturgræs. Vi skal sikre, at fodboldbanerne både er tilgængelige for brugerne og til gavn for miljøet. Af samme grund har vi indgået en samarbejdsaftale med DBU om udviklingen af fodbolden i København, herunder også bæredygtige kunstgræsbaner.

Fodbolden har mange fortræffeligheder. Derfor sikrer vi også sporten de bedste rammer, så vi kan få flere børn og unge ud på grønsværen og ind i de sunde fællesskaber. Det gør vi fremover mere bæredygtigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top