Emma Holten på Korsager: Vi skal have mere respekt for hinanden
IMG_20200304_180506.jpg
Korsagers skolebestyrelse inviterede skolens større elever og forældrene til foredrag med Emma Holten for at lære mere om, hvad internettet betyder for samfundets ageren. Foto: gg
Skolebestyrelsen på Korsager Skole arrangerede foredrag for eleverne og forældrene for at få viden om hvordan ageren på internettet meget hurtigt kan sætte gang i dårlig opførsel

Tirsdag aften havde skolebestyrelsen på Korsager Skole inviteret områdets skolers forældre til foredrag med aktivist Emma Holten.

Emnet var digital dannelse og det er noget som Emma Holten ved en del om og som hun tog udgangspunkt i med sit foredrag “Internet & overgreb”.

– Vi har valgt emnet digital dannelse fordi det er noget som fylder rigtig meget, når vi snakker med forældrene på skolen. Det er ofte noget om de sociale medier og opførsel på nettet, som vi hører skaber konflikter og mobning i klasserne, siger formand for Korsager Skoles skolebestyrelse, Lea Laird Andersen og fortsætter:

– Vi har også klart den opfattelse, at forældre ved alt for lidt om opførsel på internettet. Se bare vores egen generation på facebook og den forfærdelige tone vi ofte oplever dér, men også at vi er lidt berøringsangste og måske ikke ved hvordan vi skal spørge vores børn om det.

Og netop den tone og omgangsform som vores børn ser i verden omkring sig, lægger standarten for hvordan de selv opfører sig og hvad de selv mener er okay eller måske gør helt uden omtanke mener Emma Holten.

Rigtig mange har set Emma
I 2011 var Emma Holten 19 år og pludselig havde tusindvis af mennesker set et nøgenbilede af hende, som hun i al fortrolighed havde sendt til sin daværende kæreste. Emma blev afpresset og chikaneret voldsomt men rejste sig og tog til genmæle. Dengang, fortæller hun, var holdning og det budskab som blev spredt i medierne, at man aldrig skal tage nøgenbilleder af sig selv og slet ikke sende det til nogen.

– Men det er en naturlig del af det at være ung i dag. At sige til din teenager, at de ikke må tage nøgenbilleder af sig selv, er som at sige til dem, at de ikke må dyrke sex. Og hvordan er det gået med det?, spørger Emma Holten denne aften på Korsager Skole. At nogen stjæler et billede fra din comupter, mail eller profil på sociale medier. Eller slet og ret misbruger andres tillid, er ikke ofrets skyld.

Hvor er skylden?
I langt de fleste tilfælde, hvor billeder eller videoer bliver delt, er det faktisk heller ikke let at placere en skyld hos dem, som har delt en andens billede eller video. For hvor går grænsen mellem hvad vi ser på og har det sjovt omkring, spørger Emma Holten.

– Billeder og videoer af katte som cykler, et nøgenbillede af en pige og en hamster som spiser. Det hele er bare indhold som bliver behandlet som en ting som unge deler med hinanden. De ser, at vi i tv-programmer som X-Faktor og Luksusfælden kan grine af andre mennesker og deres evner, væremåde eller udseende.

Dermed var debatten hævet til et højere niveau som handler om at have respekt for hinanden og for samtykke, men det er en svær dialog at have med sine børn ved skolebestyrelsen.

– Vi har valgt Emma Holten fordi hun har et tilbud til både udskolingseleverne og forældrene. Der er foredrag for 6.-7. Klasserne her til morgen og efterfølgende for 8.-9. Klasserne. Det giver god mulighed for at man kan gå hjem og diskuterer det med sine unge mennesker bagefter, fortæller Lea Laird Andersen.

Læs mere om Emma
Holtens arbejde på emmaholten.com og hvis du vil have gode råd til at snakke med dine børn, har Sex og Samfund et univers til forældre som hedder Start Snakken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top