Dramatisk pokalsejr afsluttede IF Stadions sæson
Michael-Jensen.jpg
Efter flere middelmådige kampe viste playmakeren Michael Jensen og holdkammeraterne klassen og vandt med 38-36 efter forlænget spilletid mod HØJ fra 1.division i pokalturneringen. Foto: Foto: Thomas Løser
Efter flere kampe under det normalt så høje niveau ramte IF Stadions håndboldherrer endelig plet i pokalkampen mod HØJ (Ølstykke-Jyllinge)

En sejr på 38-36 efter forlænget spilletid viste sig dog at være forgæves, da håndboldforbundet (DHF) efterfølgende valgte at aflyse alle kommende kampe i pokalturneringen.

Det blev dog et effektfuldt og medrivende punktum på en sæson, som blev stoppet før tid af corona-virussen. Som så mange andre sportsbegivenheder, vides det i skrivende stund ikke, hvilke konsekvenser aflysningerne får for den kommende sæson.

Når det nu skulle være, var det noget af et punktum, IF Stadion-spillerne kan gå på sommerferie med. Den ordinære kamp sluttede 31-31 (18-15 til Høj ved pausen), og det var især i anden halvleg, at de gulblusede spillere leverede en pragtpræstation.

Faktisk førte de med to mål, da der manglede fem minutter, men det lykkedes for HØJ at få udlignet til 31-31 med 13 sekunder igen. Den skuffelse kom man sig dog hurtigt over, og i den forlængede spilletid var det IF Stadion-drengene, som havde flest kræfter og altså til sidst kunne triumfere.

Tilbage til de gamle dyder
– Vi var tilbage ved de gamle dyder fra før d. 1. februar, hvor vi røg ind i tre ugers ”pause”. Vi fulgte godt med i første halvleg, selv om de jo er et godt hold, der normalt spiller i første division (en række højere end IF Stadion – red.). Men vi spillede en pissegod anden halvleg, hvor vi scorede på vores chancer og målmanden tog med hænder, jublede IF Stadions formand Allan Juhl Jensen efterfølgende.

Apropos målmænd, så var der store roser til unge Tobias Christensen, som fik spilletid på bekostning af det normale førstevalg Henrik Schlichter. Også profiler som Casper Wager og Michael Jensen leverede varen og scorede mål på samlebånd efter en række mindre gode præstationer.

Desværre viste det sig, at det blev sæsonens sidste kamp for de brave IF Stadion-spillere. Coronavirussen og hele det danske samfunds nedlukning indebærer nemlig, at DHF har valgt at aflyse de resterede kampe i både pokalturneringen og de sekundære rækker, inklusive 2. division, hvor IF Stadion jo spiller.

– Jeg har fuld forståelse for, at spillernes helbred og sikkerhed kommer i første række, men jeg undrer mig alligevel over, at vores kampe allerede er definitivt aflyste, når kampene i den bedste række kun er foreløbigt udskudt til efter d. 3. april. Men det handler selvfølgelig om penge, siger formand Allan Juhl Jensen.
Som med alt andet i disse coronatider vides det ikke, hvornår IF Stadion spiller sin næste kamp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top