DI’s lærlingepris til Aleksandra Urban fra Brønshøj
DIs-Lærlingepris-2020-05.jpg
- Du skal vide, at du er et forbillede - både for dit fag og for andre, der kommer til Danmark og skal finde fodfæste på arbejdsmarkedet, sagde Gladsaxes borgmester Trine Græse (tv) til Aleksandra Urban. Foto: Jannik Preisler
Aleksandra er den første rengøringstekniker, der modtager Dansk Industri’s lærlingepris

I sidste uge blev DI Hovedstadens Lærlingepris 2020 overrakt til den 33-årige Aleksandra Urban, der er rengøringsteknikerelev hos Forenede Service. Hun kom til Danmark for tre år siden, har klaret sin uddannelse med topkarakterer og er den første rengøringstekniker til at modtage lærlingeprisen. Hun bor i Brønshøj med sin mand og lille søn.

Ansatte i Forenede koncernen, repræsentanter fra Dansk Industri og Gladsaxes borgmester, Trine Græse, var blandt de fremmødte, da Aleksandra Urban blev hædret med DI Hovedstadens Lærlingepris 2020. Prisen bliver givet til en lærling, der har udmærket sig i særlig grad. Og ifølge næstformand i DI Hovedstaden, Kenneth Aaby Sachse, var der ingen tvivl om, at Aleksandra Urban var en klar vinder, selvom der var ekstra mange indstillinger til prisen i år.

– Du er omhyggelig og grundig. Du tager ansvar. Og man kan stole på, at når du påtager dig en opgave, så gør du en dyd ud af at udføre den til punkt og prikke, sagde han i sin tale, inden han overrakte prisen til Aleksandra Urban, der kom til Danmark fra Polen og selv tog initiativ til at lære dansk.

Prisen har været uddelt 162 gange i DI’s 18 regioner, men det er første gang, at den bliver givet til en rengøringstekniker. Og netop det fremhævede borgmester i Gladsaxe, Trine Græse, også i sin tale.

– Vi tænker ofte på det klassiske håndværkerfag, når vi taler om lærlinge. Derfor er det særligt, at det er Forenede Service, der i dag lægger hus til DI Hovedstadens Lærlingepris 2020. For der er grund til at få øjnene op for de mange forskellige muligheder, som en faglært uddannelse giver, sagde borgmesteren og tilføjede:
– Jeg håber, du vil bruge den flotte pris til at sætte dit fag på dagsordenen og motivere andre til at gøre det samme som dig. Det har vi brug for i samfundet, sagde hun.

Aleksandra Urban var tydeligt berørt og meget glad for prisen. Hun takkede blandt andet sin serviceleder, Anja Larsen, der tilbød hende at læse til rengøringstekniker samt sin underviser fra TEC Gladsaxe, hvor hun læste uddannelsen.
– Jeg fik muligheden for at tage uddannelsen, og nu er jeg her. Tak for det. Jeg er stolt og glad for den støtte, jeg har fået. Prisen viser, at der er mange, der er tilfredse med mig, og så viser den frem for alt respekt for branchen. Det er vigtigt, for rengøring er ikke bare rengøring, sagde Aleksandra Urban, der fra 1. marts kan kalde sig færdiguddannet rengøringstekniker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top