Christian Bodenhoff og chefkonditor Allan Andersen instruerede deltagerne i at producere nogle spændende lagkager og marcipan hvepse – selvfølgelig i Brønshøj Boldklubs gul-sorte farver, mens andre af deltagerne blev udfordret i at bage brød og boller.
Deltagerne blev inddelt i grupper på 5-6, så det samtidig blev en opgave i samarbejde for at opnå det bedste resultat. Resultaterne blev professionelt bedømt af Allan Andersen og de bedste præmieret med gavekort til Bodenhoffs Bagerier. Allan Andersen har været bedømmer i ”Kage-kampen” på Kanal 5.

Lagkageopgaven: BB-lagkage og marcipanfigurer.
Foto: Claus Anker
Efter arrangementet samledes de 45 deltagere hos Camilla i Restaurant ”Den Gyldne Okse” i Vanløse, hvor bagekunstens håndværk var livligt samtaleemne. Desserten hos Camilla var selvfølgelig lagkagerne medbragt fra Bodenhoffs – ud fra tesen ”selvgjort er velgjort”.
Det blev en både sjov og lærerig aften i erhvervsklubben – med indsigt i bagekunsten, pleje af erhvervsnetværket og frem for alt hyggeligt samvær.

Chefkonditor Allan Andersen med blåt forklæde instruerer.
Foto: Claus Anker