Crazy Ivans
Crazy-Ivans_pressefoto.jpg
En spritny konstellation af velkendte musikere ser dagens lys med det nye orkester Crazy Ivans. Foto: Pressefoto.
Tirsdag den 10. marts kl. 20 er der underholdende toner af folk, blues og rock’n’roll med Mik Schack, Søren Rislund, Ivan Sand og Olav Poulsen i Kulturhuset Pilegården

Den hjemlige klubscene kan snart fornøje sig over en ny konstellation, som tager udgangspunkt i dét, det hele handler om: Glæden ved at spille god musik. Musikerne i Crazy Ivans er håndplukket over det ganske land og kan til sammen trække på en samlet musikalsk erfaring på knap 200 år.

Fra Aalborg kommer Olav Poulsen, der gennem den seneste snes år har høstet stor anerkendelse som en af landets allerbedste slideguitarister. Han bevæger sig ubesværet inden for genrer som blues, rock og country – ind imellem med en snert af orientalske og indiske overtoner.

I Rønde finder vi den mest solide og utrættelige rytmeguitarist ever: Ivand Sand. Ivan har spillet næsten al tid og det enkle, ærlige, oprigtige og troværdige, har til alle tider kendetegnet hans virke.

Kendt fra TV
I Borup på Midtsjælland residerer Søren Rislund, som vel nok vel mest kendt for sit 40 års humoristiske samarbejde med Jan Monrad. Søren Rislund var dog til sin første bluesfestival helt tilbage i 1964. Omtrent samtidigt købte han sin første mundharmonika og bluesmusikken har aldrig sluppet sit tag i ham siden.

Mik Schack fra Utterslev Mose favner vidt: Fra kødgryder i TV over et stort tegnetalent til en af landets bedste vaskebrætspillere. Mik tog fingerbøllene på i midten af 1970’erne, og begyndte at spille med blandt andet Monrad & Rislund. Mik har til dato krattet i et uoverskueligt antal sammenhænge over det meste af verden.

Repertoiret er klassiske rock- og bluessange samt værker af egen tilvirkning – alt fremført med en kompetent glæde. Og husk: Glæden ved at spille god musik mangedobler glæden ved at høre samme.

Koncerten er arrangeret af Music House Brønshøj med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top