Appel om at bruge byens affaldskurve med omtanke
Affaldskurv.jpg
Nogle københavnere har fået nye uheldige vaner. Foto: Københavns Kommune
Flere steder i byen oplever kommunens driftsarbejdere, at affaldskurve på gader og i parker fyldes med skraldeposer, pap og andet affald fra husholdninger og erhverv

Selvom husholdningsaffald afhentes som normalt, oplever Københavns Kommune i stigende grad problemer med affald fra private husholdninger og erhverv, der ender i de offentlige affaldskurve. Det betyder, at affaldskurvene flyder over, og når skraldet ligger på jorden omkring kurvene, tiltrækker det rotter og fugle, og samtidig skaber det et dårligt arbejdsmiljø for kommunens driftsmedarbejdere.

Det er ikke nyt, at de offentlige affaldskurve anvendes til husholdningsaffald, selvom de ikke er beregnet til det, men gennem de seneste uger er problemet vokset til hidtil uset omfang. Grunden hertil kan kommunen ikke finde svar på, fortæller vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen, Jon Pape:

– Vi ved ikke, hvorfor flere københavnere bruger affaldskurvene i gader og parker til deres husholdningsaffald lige nu. Vi kører nødberedskab på tømning af affaldskurve i gader og parker, og vi kan ikke forstå de mængder af husholdningsaffald, vi pludselig ser her. Det gør det rigtig svært for os at holde rent i gader og parker med de få medarbejdere, som er på arbejde. Og der er ingen grund til ikke at bruge de normale løsninger til dit husholdningsaffald, hvad enten det er skakt eller beholder i gården eller ved huset. Alt husholdningsaffald bliver indtil videre hentet som normalt, siger Jon Pape, som samtidig kommer med en appel til københavnerne:

– Vi er glade for, at københavnerne gør en indsats for at holde byen ren, og det er langt bedre, at affaldet er samlet omkring en fyldt affaldskurv, end at det bliver smidt rundt omkring i parkerne. Vi gør alt, hvad vi kan for at håndtere denne ekstraordinære situation. Hvis man ser en overfyldt affaldskurv, så kan man melde det via vores app ”Giv Et Praj”, som man både kan bruge via smartphone og computer. Når prajet er givet, lander informationerne hos vores kolleger, som løser problemet hurtigst muligt. Med hjælp fra borgerne kan vi særligt i disse tider arbejde så effektivt som muligt, siger Jon Pape.

I København tømmes beholderne ved villaer og etageejendomme præcis som de plejer, mens genbrugsstationer og nærgenbrugsstationer har lukket for private.
Se mere om Giv Et Praj her: http://givetpraj.kk.dk/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top