Vinterjazz Festival i Tingbjerg
Tuhaf-orange.jpg
Dansk-tyrkiske Tuhaf kommer til Tingbjerg
Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, som har eksisteret siden 2001 og foregår hvert år i februar. Festivalen strækker sig over tre uger og rummer omkring 600 koncerter fordelt på flere end 125 spillesteder.

Med hele to koncerter i februar har Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus fået Tingbjerg med som et officielt spillested under festivalen og dermed også sat Tingbjerg på Danmarks (jazz)kortet. I starten af februar gav den lokale jazzsangerinde Marie Mørch koncert og på fredag den 28. februar, kl. 20 spiller Tuhaf, som for nyligt har fyldt Lille Vegas koncertsal.

Dansk-tyrkiske Tuhaf spiller op til dans og fylder salen med funky anatolsk syrerock med rødder i 70’ernes psykedeliske guldalder i Tyrkiet. Tuhaf er traditionerne i moderne klæder, og svævende ind og ud af de mange tyrkiske referencer kommer både hiphop, samples og vilde funkrytmer.

– At være en del af større festivaler, som Jazzfestivalen handler både om at være med til at give beboerne i Tingbjerg gode kulturoplevelser, som alle andre Københavnere får tilbudt og også om, at invitere gæster fra andre dele af byen indenfor og vise Tingbjerg frem, fortæller leder af Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, Mikkel Hellden-Hegelund.

Kl. 19 er der fællesspisning til 30 kr. lavet af de lokale kvinder fra Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus´ nye cafe Mors Varme Hænder.

Gratis billet til koncerten fås på Billetto, ved at søge på Tuhaf eller Tingbjerg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top