Vil have Madskole til børn i Brønshøj
Madskoler.jpg
På Madskolen tager børnene skeen i egen hånd. Foto: Carsten Andersen
25.000 børn har været på Madskole siden aktiviteten startede i 2004. Organisationen bag den populære aktivitet er netop nu på udkig efter nye frivillige i Brønshøj, så endnu flere børn kan komme med i skolekøkkenet i uge 27, 28, 31 og 32 på Brønshøj Skole

Engagerede frivillige, en håndfuld lækre madretter og lærerige aktiviteter – det er opskriften på Madskoler, som siden 2004 er blevet arrangeret af ungdomsorganisationen 4H i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000.

Her sendes børn i alderen 8-12 år i skolekøkkenet i sommerferien, hvor de får sjove og lærerige oplevelser med mad. Nu håber organisationen, at børn i Brønshøj kan få glæde af Madskoler. Men én ingrediens mangler frivillige madskoleinstruktører.

Formand, Henrik Dalum, pointerer, at organisationen og dens konsulenter står til rådighed med et gennemtestet instruktørmateriale, hjælp til at løse praktiske opgaver såsom at finde skolekøkken, deltagere osv. – men at det ellers er de frivillige selv, som former forløbet, står for den praktiske afholdelse og giver børnene en god oplevelse.

Det er dog ikke kun børnene, der får noget værdifuldt ud af en uge på Madskole – det gør de frivillige instruktører også. Hele 96 pct. af sidste års frivillige instruktører fortæller i evalueringen, at de har fået en fantastisk oplevelse. Ligeledes fortæller hver 3. forældre at deres barns Madskole har haft betydning for hele familiens bevidsthed omkring emner som sundhed og madspild.

– Det giver blod på tanden til at arbejde for mange flere Madskoler i fremtiden, så endnu flere børn kan komme med. Men vi kan kun lave de Madskoler, der er frivillige til, så jeg kan kun opfordre til, at man tilmelder sig som instruktør, hvis man vil være med til en masse gode oplevelser hvor mad er omdrejningspunktet, siger Henrik Dalum.

Madskoler afholdes i sommerferien. De varer en uge og foregår i dagtimerne. Hvert hold består af ca. 20 børn og kræver fire-fem voksne instruktører. Hvis man ønsker at være instruktør, kan man læse mere og tilmelde på madskoler.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top